EMNER

Brilleglas og lyspåvirkning

?Du siger, man skal ud i dagslyset hver dag for at forbedre udviklingen af serotonin i hjernen og for eventuelt at modvirke depression. Du siger også, at vinduesglas forringer lysvirkningen. Hvad med brilleglas? Skal man tage brillerne af for at opnå den fulde virkning? Hvornår skal man bruge solbriller? Man hører jo også, at sol i øjnene ikke er sundt. Den lyskrævende !85 ud af 100 med vinterdepression udvikler deres sygdom på grund af mangel på lys gennem øjnene. Moderne mennesker er i almindelighed meget lidt ude om vinteren. Mange går på arbejde i mørke og kommer hjem i mørke og er resten af tiden kun udsat for kunstigt indelys med en så lav lysstyrke, at hjernens koglekirtel ikke reagerer nok på det. Kunstigt lys har også en forkert sammensætning af bølgelængderne og farverne. Vinduesglas sluger en hel del af lysstyrken, så hvis solen ikke skinner ind gennem vinduet, kommer der heller ikke lys nok ind gennem øjnene. Brilleglas er normalt sådan lavet, at de ikke slipper alle de bølgelængder af naturligt lys igennem. Heldigvis slipper der også lys forbi kanten af brilleglassene og ind i øjnene, men er udelyset ikke særlig stærkt, vil det være en god idé at tage brillerne af, fx under den daglige gåtur, som vi alle bør have. Stærkt sollys kan være irriterende for øjnene, og det kan med tiden øge risikoen for grå stær, der jo er uklarhed af øjets linse. Især øges risikoen, hvor man også er ryger, og hvis man mangler vitaminerne A, C, E, betakaroten samt B-vitaminer og selen. Der er videnskabelig baggrund for dette. Derfor kan der være grund til at bruge solbriller i stærkt sollys, men de behøver ikke at være så kraftigt farvede og så store, at der slipper for lidt lys ind gennem dem. Det er i øvrigt også ubehageligt at snakke med et menneske, der bruger meget mørke solbriller, så man ikke kan se vedkommendes øjne.