Hobro

Brint kan blive næste nordjyske eventyr

En ny vækstklynge skal styrke Nordjyllands position inden for brændselsceller

Test af brint-drevne mini-kraftvarmeværker på Dantherm Powers fabrik på Cemtec i Hobro. Virksomhedens vigtigste produkt er nødstrømsanlæg baseret på brændselsceller. De sælges over hele verden. På Cemtec bor også Serenergy, hvis brændselsceller blandt andet bruges i specialkøretøjer.

Test af brint-drevne mini-kraftvarmeværker på Dantherm Powers fabrik på Cemtec i Hobro. Virksomhedens vigtigste produkt er nødstrømsanlæg baseret på brændselsceller. De sælges over hele verden. På Cemtec bor også Serenergy, hvis brændselsceller blandt andet bruges i specialkøretøjer.

NORDJYLLAND:Brint og brændselsceller er på vej til at blive en meget vigtig energikilde. I Nordjylland arbejder en række virksomheder allerede med teknologien, og Aalborg Universitet er blandt de førende i verden inden for brændselsceller.

Nu går virksomhederne og universitetet sammen i en ny vækstklynge, Fuel Cell Cluster North, der skal sætte yderligere fart i udviklingen.

Ambitionen er at skabe intet mindre end en af verdens førende klynger inden for brændselsceller ud fra de særlige forudsætninger, der findes i Nordjylland.

To af Danmarks mest fremtrædende brint- og brændselscelle-virksomheder bliver en del af klyngen. Det er Serenergy og Dantherm Power, der begge har til huse hos Cemtec i Hobro.

Hertil kommer en række samarbejdsvirksomheder som Air Liquide, Akzo Nobel, Verdo Hydrogen m.fl. Med i klyngen er også den nordjyske paraply-organisation for virksomheder i energibranchen, EnergyVision.

Brændselsceller beskæftiger i dag over 100 mand fordelt på en håndfuld nordjyske virksomheder. Et internationalt certificerings- og testcenter for brint og brændselsceller skal etableres på Cemtec. Det åbner næste år og får 20 medarbejdere.

- Brint og brændselsceller er et markant nordjysk fyrtårn, og klyngen har været længe undervejs. Både teknologi og virksomheder er modnet de seneste år, så det er det helt rigtige tidspunkt at etablere en decideret klynge på, siger projektleder Lasse Rosendahl fra EnergyVision.

Helt konkret skal klyngen styrke samarbejdet mellem forskere og virksomheder og øge forståelsen for, hvordan brændselsceller virker, og hvad de kan bruges til.

- Det overordnede mål med klyngen er at skabe arbejdspladser i Nordjylland inden for en energiteknologi med et meget stort potentiale. Det er klart, at vi ikke skal lukke os om Nordjylland, men søge samarbejde uden for regionen og i hele verden. Det er efter vores overbevisning den bedste måde at skabe nordjyske arbejdspladser på, pointerer direktør Lars Udby fra Cemtec, der fungerer som sekretariat for klyngen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst