Britassius udstiller på kunstmuseet

Aalborg 4. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Kunsten kan bringe det friske pust ind i hverdagsræset, og netop nu er den frederikshavnske kunstner Agnete Brittasius udstillingsaktuel med en samling af 31 helt unikke værker. Bronzeskulpturen "Gruppens stærkeste led" er karakteristisk for Agnete Brittasius skulpturer, der placeres på offentlige steder og pladser - dog er der en undtagelse, idet der i løbet af efteråret, på Midtpunktstien i Frederikshavns bymidte, skal opstilles kunstværket "Triaden". Triaden består af tre grupper med hver tre stentøjsskulpturer - altså ni i alt. Skulpturerne skal opstilles på granitsøjler. På udstillingen, der kan ses på Frederikshavn Kunstmuseum fra lørdag, 7. september, vises flere skulpturer, relieffer og kirkekunst. Sidstnævnte er et område, hvor Agnete Brittasius er blevet flot repræsenteret i kirker i ind- og udland. Der vises syv vægkors, et hængende skib, et lille fritstående kors og et stort trefløjet kirkerelief "Trosbekendelsen". Relieffet gengiver på en let genkendelig måde teksten, som den i dag bruges i den danske folkekirke. Agnete Brittasis har udstillet mange gange i udlandet og modtaget adskillige priser, legater og hædersbevisninger - flest fra Frankrig, og dette er også årsagen til, at Frankrigs ambassadør i Danmark, Régis de Belenet, deltager i åbningsceremonien i Frederikshavn. Agnete Brittasius tildeltes i december 2001 det meget eftertragtede "Nordjysk Kunstnerlegat", der uddeles af Aalborg Kommunes Kunstfond. Frederikshavn kommune bakker op om udstillingen, idet borgmester Erik Sørensen holder åbningstalen og byens Tordenskioldsgarde trækker op og spiller et par numre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...