Brite vinder årets første cykelløb på brosten

Det britiske cykelhold Team Sky tog både førstepladsen og tredjepladsen i sæsonens første brostensløb.

Briten Ian Stannard vandt sin største sejr nogensinde på landevejen, da han lørdag viste forskellen på mand og mus i cykelløbet Het Nieuwsblad.

Ian Stannard (Sky) nåede målstregen i selskab med belgieren Greg van Avermaet (BMC), som han overspurtede under kolde og ubehagelige betingelser i regnvejret i Gent.

Forinden havde briten flere gange været i udbrud i afslutningen, blandt andet sammen med Quickstep-rytteren Niki Terpstra.

Team Sky har vundet de to seneste udgaver af Tour de France, men har ikke i de foregående sæsoner fået knækket koden i forhold til de traditionsrige endagesløb. Det lykkedes lørdag, hvor holdets norske rytter Edvald Boasson-Hagen også tog tredjepladsen.

Feltets eneste danske deltager, Lars Bak, ydede et stort arbejde for sit Lotto-mandskab undervejs, da et langvarigt udbrud skulle køres ind. Lotto-holdets kaptajn Jürgen Roelandts manglede dog lige det sidste for at være med i afslutningen.

Allerede søndag kører rytterne det næste belgiske brostensløb, Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Her bliver den danske deltagelse fordoblet, når også Sebastian Lander (BMC) er til start.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst