Briter markerer prins Philips død med kanonsalut og stilhed

Der vil i weekenden blive afholdt et minuts stilhed ved flere sportsbegivenheder for at mindes prins Philip.

Efter nyheden om prins Philips død begyndte folk at komme forbi Buckingham Palace i London for at lægge blomster. Ifølge kongehuset sov han stille ind på Windsor fredag morgen. Han blev 99 år.

Efter nyheden om prins Philips død begyndte folk at komme forbi Buckingham Palace i London for at lægge blomster. Ifølge kongehuset sov han stille ind på Windsor fredag morgen. Han blev 99 år.

LONDON:Kanoner over hele Storbritannien vil blive affyret lørdag som en hyldest til den britiske prins Philip.

Philip, der var den længst siddende prinsgemal i britisk historie, døde fredag i en alder af 99 år.

Der vil også blive afholdt et minuts stilhed ved flere af weekendens sportsbegivenheder for at mindes dronning Elizabeths nu afdøde mand.

Flag ved regeringsbygninger i Storbritannien er allerede sat på halv og vil være det frem til morgenen efter prins Philips begravelse.

Der er endnu ikke blevet sat dato på begravelsen.

Fra lørdag middag vil der blive affyret 41 skud med kanoner - et skud i minuttet i 40 minutter - i byer som London, Edinburgh, Cardiff og Belfast, ligesom der vil blive affyret kanoner i Gibraltar og på britiske krigsskibe til søs.

I Premier League, der er den bedste fodboldrække i England, forventes det også, at der vil blive holdt et minuts stilhed før kampene i weekenden.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) anbefaler desuden, at spillerne bærer sorte sørgebind.

Der vil også blive afholdt to minutters stilhed forud for lørdagens Grand National, der er verdens mest berømte hestevæddeløb.

Britiske tv-stationer har ryddet deres sendeflader for at bringe særudsendelser, der ser tilbage på prinsens liv.

Westminster Abbey, hvor prins Philip og dronning Elizabeth blev gift i 1947, ringede med klokkerne 99 gange fredag for at markere alle prinsens leveår.

Prins Philip, der ville være blevet 100 år til juni, havde været syg i noget tid og tilbragte mere end en måned på hospitalet fra den 16. februar. Her blev han blandt andet behandlet for hjerteproblemer.

Borgerne i London, hvor den britiske kongefamilies primære boliger ligger, strømmede fredag eftermiddag mod Buckingham Palace og Windsor Castle for at mindes prins Philip med blomster og håndskrevne kort.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.