Briter tæt på at ramme danske soldater

KØBENHAVN:Sidste år blev to danske soldater dræbt af britiske Javelin-missiler i Afghanistan, og nu har de danske soldater igen været tæt på at blive ramt af egenbeskydning fra britiske styrker. Under sidste uges storoffensiv "Operation Dinesen" faldt potentielt dødbringende mortergranater blot 10-15 meter fra de danske soldater, fortæller flere af kampsoldaterne. Tæt på - Det var rigtig tæt på, at vi blev ramt af vores egne 105 mm granater. De slog ned tæt på, hvor vi lå, så det var bare om at trykke sig fladt ned mod jorden og få rettet ind, siger en 24-årig overkonstabel fra Bravokompagniet med kaldenavnet Blæz. Han lå sammen med andre danske soldater i stilling i et af hovedmålene fra operationen kaldet Silver - en lille landsby med omkring 300 beboere, da mortererne blev kaldt til. Det skete, fordi det var lykkedes flere talibanere at snige sig ind på den danske stilling. Episoden er lige nu blandt de mest omdiskuterede hos de danske soldater i Afghanistan. Bataljonschef Keld Christensen bekræfter, at mortererne faldt tæt på de danske soldater, men han mener ikke, at soldaterne var i fare./ritzau/