Briterne ser dystert på økonomien efter EU-afstemning

Forbrugertilliden i Storbritannien styrtdykker efter folkeafstemningen 23. juni.

Udland 8. juli 2016 00:40

De britiske borgere ser markant mere skeptisk på økonomien i kongeriget efter sidste måneds folkeafstemning, hvor et flertal stemte for, at Storbritannien skal forlade EU.

Forbrugertilliden falder i det højeste tempo i 22 år ifølge en undersøgelse fra analysefirmaet GfK. Resultaterne kan læses i Daily Telegraph.

Undersøgelsen viser, at tilliden blandt forbrugerne faldt til minus 9 i kølvandet af afstemningen 23. juni. I den foregående måned lå indekset i minus 1. De otte trin ned er det største fald fra måned til måned siden december 1994.

Forbrugertilliden bliver målt ved at stille et repræsentativt udsnit af borgerne en række spørgsmål om deres økonomiske situation og planer. Det er dermed en indikator på, om folk har tænkt sig at bruge penge og sætte gang i økonomien.

Tidligere på ugen viste en YouGov-måling, at også det britiske erhvervsliv ser noget mere surt på økonomien efter den historiske afstemning.

Næsten halvdelen af de britiske virksomheder ser nu pessimistisk på Storbritanniens økonomiske udvikling de næste 12 måneder. Inden EU-afstemningen var det kun hver fjerde, der havde negative forventninger til økonomien.

Afstemningen i Storbritannien har også rystet de finansielle markeder.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...