Britisk avis: Tredje russer er identificeret i giftsag

Der deltog en tredje russer i russiske agenters angreb med nervegift mod en russisk eks-spion, skriver medie.

Politifolk i London foran det hotel, som to russere overnattede i, da de i marts formentlig forsøgte at dræbe den russiske eksspion Sergej Skripal med nervegiften Novichok. Foto: Toby Melville/arkiv/Reuters

Politifolk i London foran det hotel, som to russere overnattede i, da de i marts formentlig forsøgte at dræbe den russiske eksspion Sergej Skripal med nervegiften Novichok. Foto: Toby Melville/arkiv/Reuters

En tredje russisk efterretningsagent er blevet identificeret af det britiske politi.

Han deltog i en overvågningsopgave, inden den tidligere russiske spion Sergej Skripal i marts blev forgiftet i den sydengelske by Salisbury.

Det skriver avisen The Telegraph.

Agenten menes ifølge britisk politi at have besøgt Salisbury, inden to af hans kolleger fra den russiske efterretningstjeneste GRU udførte selve angrebet med den livsfarlige nervegift Novichok.

Både Skripal og hans datter blev ramt af den dødelige nervegift, som skal være smurt på håndtaget til eksspionens fordør i boligen i Salisbury. Begge overlevede.

Giften antages at have været gemt i en parfumeflaske, som gerningsmændene bagefter smed fra sig.

Flasken blev senere fundet i Salisbury af et par. Kvinden fik nervegiften på sig og døde kort efter.

Rusland har gentagne gange benægtet at stå bag.

I første omgang var der to mistænkte i sagen. Den ene er en oberst fra den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, skrev gravergruppen Bellingcat tidligere på ugen.

Oberstens rigtige navn er Anatolij Vladimirovitj Tjepiga. Han anvendte tidligere dæknavnet Ruslan Bosjirov, lød det.

Den anden var Aleksandr Petro. Begge er de blevet identificeret af de britiske myndigheder som medlemmer af Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU. De er begge sigtet for forsøg på at dræbe Skripal og hans datter, Julia.

I juni faldt en 45-årig mand og en 44-årig kvinde om i deres hjem i Amesbury, der ligger få kilometer fra Salisbury. Kvinden døde otte dage senere, mens manden overlevede.

Manden har forklaret, at han fandt en parfumeflaske, som han tog med hjem til sin kæreste. Undersøgelser viste senere, at der var Novichok i flasken.

Novichok blev udviklet af Sovjetunionen under den kolde krig.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.