Udland

Britisk komiker er anholdt i BBC-sexsag

Den britiske komiker Freddie Starr er anholdt og mistænkt for sexforbrydelser i sag mod afdød BBC-programleder

Britisk komiker er anholdt i BBC-sexsag

Britisk politi har anholdt komikeren Freddie Starr, som nu sættes i forbindelse med efterforskningen af anklagerne mod den afdøde BBC-programleder Jimmy Savile.

TV-veteranen døde sidste år som 84-årig, og siden har politiet fået kontakt til omkring 300 personer, der hævder at have været genstand for Saviles sexovergreb mod mindreårige.

Politiet bekræfter, at have anholdt en mand i 60'erne, der mistænkes for sexforbrydelser, men vil ikke offentliggøre hans navn.

Både BBC og Sky News rapporterer imidlertid, at der er tale om Starr, som tidligere har afvist at have forulempet et af Saviles formodede ofre.

Den 69-årige Freddie Starr beskrev i et interview for nylig Savile som "afskyelig", og han krævede at tale med politiet for at få renset sit navn.

- Jeg ville aldrig nogensinde røre en mindreårig pige, understregede komikeren.

Vægten af beviser mod Jimmy Savile er angiveligt overvældende, og dermed er BBC-værten en af de værste sexforbrydere i nyere britisk historie.

Politiet har tidligere gjort det klart, at en række af Saviles "nærmeste venner og bekendte" kan forvente at blive anholdt eller afhørt af politiet i løbet af den kommende tid.

I weekenden blev den tidligere britiske popstjerne Gary Glitter anholdt i sagen. Det vides endnu ikke, hvilke forbrydelser, han sigtes for. Men den 68-årige tidligere glamrocker har afsonet knap tre års fængsel for overgreb mod mindreårige piger i Vietnam.

Jimmy Savile var i en årrække programleder for de populære tv-shows Top of the Pops og Jim'll Fix It, og han var briternes mest elskede skærmtrold.

Efter Saviles død er ofrene for hans angivelige årelange sexmisbrug myldret frem, og vægten af ​​beviser mod ham er ifølge politiet overvældende.

Beretningerne om overgreb begyndte den 3. oktober i en tv-dokumentar, hvor flere kvinder stod frem og fortalte om Saviles overgreb på dem som mindreårige. Flere blev voldtaget af Savile i BBC's lokaler.

Også Jimmy Saviles store velgørenhedsindsat, der sikrede ham en riddertitel, blandt andet på hospitalers børneafdelinger, er skæmmet af hans uhyggelige tilbøjeligheder.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst