Britisk opposition holder døren åben for at blive i EU

Labour åbner mulighed for at kræve en ny folkeafstemning om, hvorvidt Storbritannien skal blive i EU eller ej.

Brexitmodstandere demonstrerer udenfor det kongrescenter i Liverpool, hvor Labour holder partikongres. Foto: Hannah Mckay/Reuters

Brexitmodstandere demonstrerer udenfor det kongrescenter i Liverpool, hvor Labour holder partikongres. Foto: Hannah Mckay/Reuters

Et halvt år inden Storbritannien efter planen skal forlade EU, truer den britiske opposition med at stemme imod premierminister Theresa Mays brexitaftale og kræve en ny folkeafstemning om brexit.

Medlemmerne af det britiske Labour-parti har med stort flertal stemt for en erklæring, der giver partiet mulighed for at afvise en kommende brexitaftale med EU. Det kan ske, hvis aftalen ikke lever op til partiets krav.

- Hvis Theresa May kommer tilbage med en aftale, der ikke lever op til vores krav - og det ser i stigende grad sådan ud - vil Labour stemme imod hendes aftale, siger partiets brexitordfører, Keir Starmer.

Labour har blandt andet talt for at blive i en toldunion med EU.

I den erklæring, der blev vedtaget på Labours partikongres i Liverpool tirsdag, holder partiet muligheden åben for, at der kan holdes en ny folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU.

Brexitordføreren beskylder landets konservative premierminister, Theresa May, for at give briterne valget mellem en "virkelig dårlig og endnu værre" løsning.

- Hvis vi skal bryde ud af dødvandet, må en af vores muligheder være at kræve en folkeafstemning, sagde Starmer ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Og ingen udelukker "Bliv" som en valgmulighed, tilføjede Starmer og fik jubelråb og stående bifald som svar fra de delegerede.

Labours leder, Jeremy Corbyn, har længe været skeptisk over for EU. Men han har haft en tvetydig tilgang til brexitspørgsmålet, mens premierminister Theresa Mays konservative regering slår store knuder på sig selv i processen.

Med Labours erklæring fra partikongressen er risikoen øget markant for, at Storbritannien forlader EU uden en aftale om det fremtidige forhold, skriver AFP.

Mays forsøg på at få vedtaget sin plan for, hvordan skilsmissen med EU skal foregå - den såkaldte Chequers-plan - er stødt på modstand i parlamentet. Også fra Mays egne partifæller.

Et flertal af Labour-politikerne førte valgkamp for at blive i EU, da briterne stemte om spørgsmålet i juni 2016.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.