EMNER

Britisk regeringsparti vil forbyde offentlig rygning

LONDON:Det britiske regeringsparti, Labour, vil forbyde rygning på offentlige steder. Det kommer til at fremgå af partiets program forud for parlamentsvalget næste år, skriver det britiske dagblad The Guardian onsdag. Hidtil har sundhedsminister John Reid været skeptisk over for ideen om et forbud, der skal være en kopi af den irske model. I Irland har det siden marts været forbudt at ryge på pubber, restauranter og de fleste andre offentlige steder. - Behovet for at beskytte unge og børn betragtes som værende af største nødvendighed, hedder det i dokumentet. Oplægget vil blive offentliggjort senere på sommeren. Fortalerne for et offentligt rygeforbud fik yderligere argumenter i ny forskning, som blev bragt tirsdag på det lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journals hjemmeside. Heraf fremgik, at risikoen ved passiv rygning er dobbelt så stor som hidtil antaget, nemlig 50-60 procent højere end blandt folk, som slet ikke udsættes for tobaksrøg. /ritzau/