Britisk veteran vinder Tourens første bjergetape

Stephen Cummings kørte alene over stregen på 7. etape af Tour de France.

Ritzau
Cycling - Tour de France cycling race - Stage 7 from L'Isle-Jourdain to Lac de Payolle Foto: Reuters/Juan Medina
8. juli 2016 17:34

Festen fortsætter for det sydafrikanske cykelhold Dimension Data i dette års udgave af Tour de France.

Den britiske veteran Stephen Cummings sørgede fredag for holdets fjerde etapesejr ud af syv mulige, da han var hurtigst på årets første rigtige bjergetape i Pyrenæerne, der gik over Col d'Aspin umiddelbart før målstregen i Lac de Payolle.

Tidligere i løbet har hans landsmand og holdkammerat Mark Cavendish triumferet tre gange.

Cummings brød løs fra et udbrud et par kilometer fra foden af den sidste stigning, og derfra kunne ingen fange den 35-årige rytter, der kørte alene over målstregen.

Med i det oprindelige udbrud var blandt andre Greg Van Avermaet (BMC) i løbets gule førertrøje.

Også han holdt feltet bag sig helt til mål og øgede dermed sit forspring i den samlede stilling til 6.36 minutter ned til nummer to, Julian Alaphilippe (Etixx-Quick-Step).

Etapen blev ramt af en katastrofal afslutning, da det store 1-kilometer-banner faldt ned i hovedet på Adam Yates (Orica-Bikeexchange) og blokerede vejen for hovedfeltet lige bag ham.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...