Retspleje

Britiske soldater anklages for mishandling af irakere

Berlin, tirsdag /ritzau/ To ud af tre britiske soldater erklærede sig tirsdag uskyldige i overgreb på civile irakere, da en britisk militærdomstol i Tyskland indledte retssag mod dem. En britisk militærdomstol i den nordtyske by Osnabrück tog tirsdag hul på en retssag mod tre britiske soldater, som er anklaget for at have ydmyget og mishandlet civile irakere i Basra umiddelbart efter Irak-krigens afslutning i maj 2003. Da de tre soldater er udstationeret på en britisk militærbase i den tyske by Celle, indledes sagen i Tyskland. Det samme var tilfældet for den amerikanske underofficer Charles Graner, der i sidste uge i Texas blev idømt 10 års fængsel for mishandlinger af irakiske fanger i Bagdads Abu Ghraib-fængsel. Ligesom i retssagen mod Graner ventes billeder af overgrebene at være et af anklagemyndighedens beviser mod soldaterne. To ud af tre hærsoldater i alderen 25 til 33 år lagde tirsdag ud med at erklære sig ikke-skyldige i anklagerne. Den 33-årige korporal Darren Larkin erkendte at have slået en irakisk fange. Hans advokat William England sagde i retssalen, at Larkin skammede sig over sine gerninger, som han vidste havde bragt skam over sit regiment og sin familie. Ifølge anklageskriftet skal soldaterne blandt andet have tvunget to irakiske mænd til at simulere oralsex foran en fotograf. En anden iraker skal være blevet ydmyget, da han bagbundet blev hejst op i en gaffeltruck. I forvejen er en anden britisk soldat blevet stillet for en militærdomstol i Tyskland, men retssagen foregår bag lukkede døre. Retssagen på den britiske base i Osnabrück ventes afsluttet om en måneds tid, og de anklagede risikerer at blive idømt bøde- eller fængselstraffe. /ritzau/