Britta Nielsen mistænkes for svindel i endnu større omfang

Siden 1993 har tidligere ansat i Socialstyrelsen ifølge rapport misbrugt knap 120,6 millioner kroner.

- Denne her sag handler om mere end penge. Den handler om tillid. Her er vi alle sammen blevet bedraget, siger socialminister Mai Mercado (K).
- Alt peger på, at én person har misbrugt systemets svagheder. Og ikke mindst den tillid, vi har til hinanden.

- Denne her sag handler om mere end penge. Den handler om tillid. Her er vi alle sammen blevet bedraget, siger socialminister Mai Mercado (K). - Alt peger på, at én person har misbrugt systemets svagheder. Og ikke mindst den tillid, vi har til hinanden.

KØBENHAVN:Sagen om misbrug af midler i Socialstyrelsen er større, end det tidligere har været kendt i offentligheden.

Det fremgår af en rapport fra revisionsfirmaet PWC, som Socialministeriet offentliggør fredag.

Rapporten viser, at den sigtede i sagen, Britta Nielsen, sandsynligvis har svindlet for mere, end der hidtil har været afdækket. Der er konstateret et misbrug for knap 120,6 millioner kroner.

Hidtil har det været fremme, at Britta Nielsen er mistænkt for at have overført 111 millioner kroner til sig selv. Penge, der egentlig skulle gå til samfundets svageste.

Faktisk kan beløbet være endnu større end de 120,6 millioner kroner, fremgår det af rapporten. Revisionshuset har nemlig kun kunnet få oplysninger, der rækker tilbage til 1993.

Men Britta Nielsen har arbejdet i styrelsen eller andre steder i ministeriets system siden 1977.

- Vi kan derfor ikke udelukke, at BN (Britta Nielsen, red.) tillige uberettiget har udbetalt tilskudsmidler til egne konti i perioden 1977 til 1993, skriver PWC i rapporten.

Revisionshuset konstaterer endvidere 13 "kontrolsvagheder" i administrationen af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Socialminister Mai Mercado (K) siger på et pressemøde, at der har været "rod og sjusk i en grad, hvor det ganske enkelt er pinligt."

- Denne her sag handler om mere end penge. Den handler om tillid. Her er vi alle sammen blevet bedraget, siger ministeren.

- Alt peger på, at én person har misbrugt systemets svagheder. Og ikke mindst den tillid, vi har til hinanden.

Britta Nielsen har benyttet ni forskellige danske pengeinstitutter, fremgår det af rapporten.

PWC har modtaget kontoudtog fra 37 konti, som Britta Nielsen har brugt. Men det er kun en del af de i alt 66 bankkonti, hvor revisionshuset vurderer, at der muligvis er overført svindelmidler til.

Det fremgår også, at Britta Nielsens overførsler har været på helt op til 3,8 millioner kroner på en enkelt transaktion.

Undersøgelsen vurderer, at misbruget nåede sit højeste omfang i 2010, hvor Britta Nielsen mistænkes for at have overført 17,1 millioner kroner. Fra 2015 er omfanget væsentligt mindre end de foregående år.

Det tyder ifølge revisorerne på, at der på det tidspunkt blev strammet op på den interne kontrol med tilskudsmidlerne.

Store dele af PWC's rapport bliver ikke offentliggjort af hensyn til politiets efterforskning af sagen. Her er Britta Nielsen hovedmistænkt. Også hendes tre børn og en svigersøn er sigtet i sagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.