Brittasius bag stor udsmykning på Fyn

Et stort udsmykningsarbejde ved Hjallelse Kirke, Odense blev forleden afsløret i overværelse af mere end 300 indbudte gæster med den fynske biskop Kresten Drejergaard i spidsen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Agnete Brittasius´ udsmykning ved Hjallelse Kirke på Fyn.

Der er tale om en skulpturgruppe på tre og et kors på kirkens østlige gavl, og det er udført af billedkunstner Agnete Brittasius fra Frederikshavn, der med sin menneskenære og originale kirkekunst rammer lige ind i vore inderste religiøse følelser. - Agnete Brittasius blev med omhu valgt af kunstudvalget ved Hjallelse Kirke, fortæller menighedsrådsmedlem Kaj Wegner Petersen. - Det var sognepræst Lisbeth Petersen, som "fandt" kunstneren og efterfølgende anbefalede hende varmt overfor kunstudvalgets medlemmer. Det blev derfor besluttet at sende hele kunstudvalget med toget til Frederikshavn med det formål dels at stifte bekendtskab med Agnete Brittasius og dels se nogle af hendes værker på værkstedet på Råholtvej. - Da kunstudvalget senere samme dag kom tilbage til Odense strålede deres øjne som stjerner, siger Kaj Wegner Petersen og dermed var kunstneren fundet. Den store arbejdsopgave af Agnete Brittasius til Hjallelse Kirke er en skulpturgruppe bestående af tre skulpturer, som symboliserer jul, påske og pinse og et kors opsat på kirkens østlige gavl. I forvejen har Agnete Brittasius udsmykket Hjallelse Kirke med et kors i våbenhuset samt en triptykon over Trosbekendelsen på kirkerummets vestlige væg. Billedkunstneren Agnete Brittasius er ikke bare kendt i sit eget land, men har også et stort internationalt ry. I november 2007 udgav Agnete Brittasius sine erindringer "Du skal ikke lade dig kue". Agnete Brittasius har udført mange offentlige udsmykninger i årenes løb.