Retspleje

Brixtofte-dommer 70 år

¤Peter Garde, kriminaldommer, Hillerød, fylder søndag 70 år. Og efter en lang karriere, hvor han har dømt i små og store sager, går han nu af som dommer. Fra Kronebanken til Peter Brixtofte. I en stribe opsigtvækkende sager har kriminaldommer Peter Garde siddet med ansvaret i retten i Hillerød. Og det har ikke tynget ham i voldsom grad, i hvert fald ikke udadtil. Fra tilhørerpladserne har man kunnet se den smånynnende og hvidhårede dommer indtage sin plads på podiet. Her var han i sit rette element. I sagen mod den tidligere borgmester i Farum blev Peter Garde dog selv en overgang ufrivilligt midtpunkt. Brixtofte forsøgte at få Garde afsat på grund af habilitetsproblemer, og den medtiltalte Leif Frimand Jensen og hans forsvarere indklagede Garde for Den Særlige Klageret. En uheldig formulering i retsbogen kunne udlægges sådan, at retten mente, at forsvarerne forsøgte at sabotere retssagen, men klageretten mente ikke, at dommerens ordvalg kunne krænke forsvarerne. Garde er normalt kendt for at udtrykke sig med stor sproglig elegance. Uden omsvøb kan han gå direkte i konfrontation med en problemstilling, og samtidig kan hans ordguirlander have et næsten aristokratisk svung over sig. Gentagne gange har han i juridiske kredse rejst debat om retsplejen. Afhøring af misbrugte børn, brug af udeblivelsesdomme og straffe til udenlandske butikstyve udgør blot en del af de emner, han har skabt diskussion om. Peter Garde indledte sin juridiske karriere i Justitsministeriet og nåede også at fungere som anklager i Rudkøbing, Svendborg og Hvidovre. Han var juridisk konsulent hos A.P. Møller, før han blev vicepolitimester i Holbæk og senere dommer i Østre Landsret. Sideløbende dyrkede han sin interesse for musik som pianist ved Musikdramatisk Teater og har også i flere bøger beskrevet sine oplevelser af de store og små kriminelle, der passerer forbi en dommer. Siden 1983 har han været dommer i Hillerød og som en af de få holdt fast i betegnelsen kriminaldommer. /ritzau/