Retspleje

Brixtofte regner med frifindelse

KØBENHAVN:Efter mere end to et halvt år og 99 retsmøder sluttede sagen mod Peter Brixtofte i går med, at den tidligere Farum-borgmester i oplagt stil fyrede en stribe vrede svadaer af mod anklagemyndigheden: - Jeg har ikke kørt Farum som min egen bolsjebutik, sagde han med kraft bag stemmen og henviste til, at anklageren, vicestatsadvokat Flemming Denker, i sine afsluttende bemærkninger havde karakteriseret Brixtofte som en borgmester, der styrede Farum som en bestyrer af sin egen bolsjebutik. - Mange myndigheder og partier og borgmestre har godkendt det, vi besluttede i Farum af udbygningsplaner. Hele byrådet har være enig, og jeg har hele tiden haft byrådet med mig. Jeg har ikke lavet noget på egen hånd. Det kan godt være, at jeg har taget mange initiativer, men jeg har hele tiden haft byrådet med mig, sagde Brixtofte. Langt mere afdæmpet var Brixtoftes medtiltalte, tidligere ordførende direktør Leif Frimand Jensen, der er blevet kaldt Brixtoftes ”højre hånd”. - Der er gået næsten fem år, siden hele det her begyndte. Og jeg er stadig overbevist om, at jeg ikke har foretaget mig noget ulovligt eller noget strafbart. Jeg vil påstå, at alle byrådsmedlemmer og hele administrationen kendte til forbruget, og det overraskede mig, at det pludselig skulle føre til en tiltale imod mig, sagde Leif Frimand Jensen med henvisning til tiltalen vedrørende de spektakulære rødvinsregninger. Brixtoftes ene forsvarer, Vibeke Borberg, appellerede til retten om alene at træffe sin afgørelse efter juridiske overvejelser. - Tag skyklapper på og sorter det skær af odiøsitet og magtfuldkommenhed fra, som anklagemyndigheden har prøvet at tegne, og det politiske islæt, som vi ikke kan komme uden om i sagen her, sagde Vibeke Borberg i sin sidste opfordring til retten. Selvom der ikke er flere retsmøder i sagen, går dommeren og de to domsmænd ikke i gang med at votere, før Højesteret har afgjort, om dommer Peter Garde er habil. Peter Gardes habilitet er blev blåstemplet både i by- og landsretten. Men Peter Brixtofte har fået lov af Procesbevillingsnævnet til at få spørgsmålet afgjort ved Højesteret. - Når det står i retsbogen, at vi ikke begynder voteringen på vej ned ad trappen herfra, så må man have tillid til det, sagde Peter Garde. Beslutningen blev straks kæret af forsvarerne. Anklageren har krævet tre års fængsel til Brixtofte, mens hans forsvarere kræver frifindelse. Leif Frimand Jensen kræves ligeledes idømt fængselsstraf, men han erklærer også sin uskyld. Der ventes først dom næste år./ritzau/