Brixtofte vil kæmpe for at blive i Venstre

4. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Tidligere borgmester i Farum Peter Brixtofte har besluttet at anke eksklusionen af Venstre. Når partimedlemmerne i den lokale vælgerforening mødes til ekstraordinær generalforsamling på mandag, har han bedt om en halv times taletid, hvor han vil forklare, hvorfor han mener, eksklusionen er urimelig. Men inden Brixtofte når så langt, skal bestyrelsen beslutte, om de vil lade Brixtofte tale. Vælgerforeningens formand, Sven Hjalholt, siger, at Peter Brixtofte i weekenden har bedt om taletid på den ekstraordinære generalforsamling. I morgen mødes bestyrelsen for at tage stilling til hans ønske. - Jeg vil ikke spå om, hvorvidt Peter Brixtofte får lov at tale. Det skal bestyrelsen have lov til at afgøre på torsdag, siger Sven Hjalholt. Brixtofte blev ekskluderet 5. juni, og siden har det været uvist, om han ville anke afgørelsen. Baggrunden for eksklusionen skulle ifølge Farum Avis være, at Brixtofte har givet en garanti på 15 millioner kroner i forbindelse med byggeri af ungdomsboliger. En garanti, som kommunen hænger på, hvis ikke staten giver et tilskud. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...