Bro mellem kultur og erhverv

Erhvervsfolk og kunstnere skal inspirere hinanden

Erhvervspolitik 17. september 2002 08:00

ÅRHUS: 100 kunstnere, erhvervsfolk samt repræsentanter for amter og kommuner mødes onsdag og torsdag i denne uge i Århus til den første danske konference, der sætter fokus på det kreative og innovative samarbejde mellem kunst, kultur og erhvervsliv. Det er den nyetablerede NyX - forum for kultur og erhverv - der er initiativtager til konferencen, der gennemføres som seminarer og workshops. - Kulturlivet og kunstnerne ved en masse om kreativitet og innovation, som de kan lære erhvervslivet. Og omvendt kan erhvervslivet lære kulturlivet noget om at drive forretning og om hvordan man udvider sit publikum med nye afsætningsmuligheder. Når man gerne fra kulturlivets side vil lave noget sammen med erhvervslivet, så er man nødt til at vide, hvordan erhvervslivet tænker og træffer beslutninger, siger direktør Julius Nørbo, NyX-sekretaiatet i Århus. Kulturministeriet har i februar bevilget tre millioner kroner til opstart af NyX-netværket, der er etableret som en selvejende institution med fire initiativtagere: Netværksorganisationen Copenhagen Eventures, som er en del af Wonderful Copenhagen, revisionsvirksomheden Deloitte & Touche, Aktieselskabet k-fab, der blandt andet står bag det kulturelle iværksættermiljø Louiz og uddannelsesinstitutionen KaosPiloterne. Bestyrelsesformand er udviklingschef Charlotte Sahl-Madsen, Lego, der er tidligere leder af Glasmuseet i Ebeltoft. - Vi er meget tilfreds med opbakningen til det første arrangement, som foregår i Centralværkstedet. Det er et råt sted, og det er meget bevidst valgt som ramme om de 100 deltagere, fordi de lærende og kreative processer er i fokus, og fordi læring finder sted gennem praksis, siger Julius Nørbo. I alt er der fem målgrupper repræsenteret på konferencen: Kunstnere, erhvervsfolk, repræsentanter for uddannelse og forskning, konsulentbranchen samt repræsentanter for amter og kommuner. De offentlige repræsentanter ventes senere at komme til at spille en afgørende rolle, når NyX-ideen skal omsættes ved opbygningen af 13 regionale kontorer over hele Danmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...