EMNER

Brobyggere skal opføre svømmehal

SÆBY:Sæbys svømmehal skal bygges af Danmarks måske førende entreprenørfirma M.T. Højgaard A/S. Efter danske forhold en mastodont med 5.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 7,4 mia. kroner. Firmaet blev grundlagt i 1918 af Sven Schultz og Knud Højgaard under navnet Højgaard &Schultz. Efter at have udført en række mindre opgaver i Danmark, fik firmaet sit store gennembrud med et af 20'ernes største entreprenørprojekter i Europa. Nemlig etablering af havnen i Gdynia i Polen. Arbejdet varede 10 år. I slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne byggede firmaet også den første Lillebæltsbro. I nyere tid har virksomheden befæstet sin position som en af Europas førende virksomheder indenfor bygning af broer. I samarbejde med Monberg &Thorsen opførte man i 1980-1984 Farøbroerbe. Samarbejdet med Monberg &Thorsen fortsatte, da de to firmaer sammen stod for et af de største entreprenørprojekter nogensinde i Danmark, Storebæltsbroen. De to firmaer har i nyere tid opført endnu en kæmpebro, Øresundsbroen. I maj 2001 fusionerede Højgaard &Schultz med Monberg &Thorsen under navnet M.T. Højgaard A/S. Mastodonten har hovedsæde i København, men har også afdelinger rundt om i landet. Blandt andet i Frederikshavn.