Broderskabets leder må vente på straf i Egypten

Den fængslede leder af Det Muslimske Broderskab er anklaget for drab og drabsforsøg i 2013.

En egyptisk domstol har lørdag besluttet at udskyde dommen mod lederen af Det Muslimske Broderskab, Mohamed Badie, i en sag, hvor han og 47 andre er beskyldt for at opildne til vold, der kostede to mennesker livet sidste sommer.

Badie og hans allierede må vente til 5. juli, hvor domstolens afgørelse nu ventes.

En gruppe andre medlemmer af Det Muslimske Broderskab - 10 personer - blev ifølge Reuters dømt til døden in absentia.

Efter afsættelsen af præsident Mohamed Mursi for snart et år siden var Mohamed Badie én blandt tusinder af præsidentens støtter, der blev anholdt i sammenstød, der kostede mere end 1400 menneskeliv.

Badie er sigtet i næsten 40 sager, der alle vil kunne medføre dødsstraf. Han er allerede blevet dømt til døden i en af sagerne.

Det skete i april, da en dommer i byen Minya idømte Badie og næsten 700 andre Mursi-tilhængere til døden ved hængning for drab og drabsforsøg på politimænd.

En endelig afgørelse i den sag ventes 21. juni.

I lørdagens sag er Badie anklaget for at opfordre til vold, hvor to mennesker blev dræbt i byen Qaliub i dagene efter, at militæret væltede Mursi 3. juli.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.