Udland

Broderskabets politiske fløj opløses i Egypten

Det Muslimske Broderskabs politiske fløj har ikke længere lov til at operere i Egypten, siger domstol.

En egyptisk domstol opløser Det Muslimske Broderskabs politiske fløj, Friheds- og Retfærdighedspartiet, siger juridiske kilder til Reuters.

Det sker efter, at Det Muslimske Broderskab sidste år blev erklæret ulovligt og stemplet som en terrororganisation. Indtil nu havde det imidlertid set ud som om, at Friheds- og Retfærdighedspartiet fortsat kunne stille op til parlamentsvalget.

I 2011 blev Friheds- og Retfærdighedspartiet Egyptens største og erobrede knap halvdelen af alle sæder i parlamentet.

Året efter vandt broderskabets Mohamed Mursi præsidentvalget og blev den første islamistiske leder i det nordafrikanske land.

Utilfredsheden med broderskabets styre steg dog hurtigt i løbet af 2012, og den 3. juli 2013 blev Mursi fjernet fra præsidentposten af militæret.

Siden da har den daværende hærchef og nuværende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, slået hårdt ned på Det Muslimske Broderskab.

Mindst 16.000 islamister og Mursi-støtter er blevet anholdt. Af dem er omtrent 200 blevet dømt til døden i retssager, der er blevet hastet igennem.

Blandt de dømte er Det Muslimske Broderskabs leder, Mohamed Badie, ligesom Mursi selv også risikerer at blive dømt til døden.

Domstolenes praksis har skabt international bekymring.

Blandt andet har menneskerettighedsorganisationen Amnesty International påpeget, at retssystemet bruges som et politisk redskab.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.