Sæby

Brød til et helt år

SÆBY: Lilian Jensen, Chr. Rhuusvej i Sæby, behøver ikke at spare op til søndagskagen og rundstykkerne i det kommende år. Hun blev således vinder af sommerens baguette-konkurrence udskrevet af bager Per Andersen, Gl. Aalborgvej. Konkurrencen gik ud på at gætte navnene på de fire varianter af langtidshævede sommerbaguette, som bageren lancerede og markedsførte i samarbejde med Konditor Bager-kæden. Lilian Jensen var en af de mange, der svarede korrekt på spørgsmålene, og hun blev udtrukket som den heldige vinder. Det betyder, at hun det kommende år uden beregning kan hente fem rundstykker og fem kager hver søndag i bagerbutikken. Velbekomme! kjær