Brønderslev

Brødre har overtaget Spar-butik

VRÅ:For lidt over tre år siden overtog brødrene Kjærsgaard Vrå Storkøb og forvandlede den til Spar. Nu har forretningen igen fået nye ejere: Brødrene Michael og Kim Jensen. Kim Jensen er uddannet hos brødrene Kjærsgaard og kommer fra et job som førstemand i SuperBest i Ø. Vrå, der ejes af brødrene Kjærsgaard. Michael Jensen har i 20 år været lagermand hos Kubik i Brønderslev. - Det er et karriereskift, der vil noget. Men jeg kan tage det roligt - min bror har jo det hele på rygraden, griner Michael Jensen, der især glæder sig til den daglige hyggesnak med kunderne. Købmandskab er i øvrigt noget der ligger til familien: Ud af ialt fem brødre, er de fire nu købmænd. Brødrene Jensen lagde ud med at genoplive en gammel tradition i Vrå i fredags: Tøndeslagning for alle byens tre børnehaver. Om eftermiddagen holdt de desuden reception for at fejre ejerskiftet. Forretningen fortsætter i øvrigt som Spar og de hidtil kendte åbningstider fastholdes. Brødrene Jensen passer forretningen med hjælp fra otte ansatte, og går allerede med planer om at udvide butikken med 40 kvadratmeter.