Brødre i krig

EMNER 1. oktober 2008 00:49

Brothers In Arms serien var for mig en af de mest positive overraskelser på spilfronten i 2005. Det bød på glimrende traditionelle first person shooter elementer, sammensat med de strategiske elementer jeg elskede fra spil som Full Spectrum Warrior serien. Eller sagt med andre ord - man skal ikke bare tøffe rundt og nakke tyskere på stribe, men derimod forsøge at få ens gruppe til at opføre sig som en helstøbt enhed, der arbejder sammen. Dette foregår i praksis ved at man med markører kan bestemme hvor udvalgte enheder skal bevæge sig hen og hvad de skal gøre. Med andre ord, gælder det om at gøre brug af det, som enhver kontorstolsgeneral kender under betegnelsen "De Fire F'er". Find, Fixér (beskyd fjendens stillinger så han ikke kan bevæge sig), Flanker, og endelig Færdiggør arbejdet (!). Det er elementær logik som selv de mest platfodede Jens'er bør have på rygradden, og selvom jeg aldrig har befundet mig i en ægte krigszone (med mindre Bilkas kasselinie lige inden lukketid tæller med), så virker det strategiske element i Brothers in Arms meget troværdigt og realistisk. Navnet Hells Highway er velvalgt. Vi følger nemlig de allieredes bedrifter under operation Market Garden, en manøvre som mildest talt ikke gik særligt godt. Planen var at sætte faldskærmssoldater i land bag fjendens linier i Holland, for derefter at sikre vitale broer og bogstaveligt talt bane vejen for at de allierede i et snuptag kunne fræse igennem Holland, over Rhinen, og lige ind i Tyskland med blikket stift rettet mod Berlin. Håbet var at slutte krigen inden Julen 1944, men helt så nemt gik det ikke, og de allieredes tab estimeres i dag til mellem 15 og 20 tusind mand - cirka dobbelt så meget som de tyske tabstal. Nåja, og så røg der en små 500 civile hollændere ud med badevandet, men sådan er der jo så meget. Fadæsen varede fra 17. til 25. September 1944, og endte med at operationen blev afblæst, hvorefter de heldige allierede soldater flygtede i vild panik, og de uheldige sad fast bag fjendens linier, uden våben eller udstyr til at føre en længerevarende stillingskrig. Et behageligt tilbageblik I Hells Highway medvirker flere af de personer vi lærte at kende i de forrige spil. Hovedpersonen er igen Matt Baker, og introsekvensen indeholder endda klip fra slutscenen i det første spil Road To Hill 30. Det vækkede en stor gensynsglæde hos undertegnede - og sikkert en del undren for nye spillere, der ikke har samme forhold til forgængerne i serien. Teknisk set baserer Hells Highway sig på den bundsolide Unreal grafikmotor, og derfor er det totalt uforståeligt, hvor mange grafiske kiks man præsenteres for lige fra første frame. Zoomes der ind på objekter, afsløres der en kedelig mangel på detaljer og køretøjer der bevæger sig over marker mangler tyngde og ligner mere tændstiksæsker der glider rundt på en glasplade. Også figurernes mundbevægelser er stive og patetiske, i skarp kontrast til den ellers meget engagerede dialog på lydsiden. Det er irriterende og mildest talt skuffende! Medarbejderne hos Gearbox, der har udviklet spillet, må have brugt tiden i kaffestuen i stedet for ved computerne. Hells Highways grafiske udtryk ligner mest en halvhjertet launchtitel, beregnet på et altædende publikum. Når skuffelsen over den grafiske formåen har lagt sig, er det tid til at komme i gang med selve gameplayet. Den gode nyhed er, at alle de velfungerende elemeter fra de tidligere spil er ført videre uden problemer. Man har til enhver tid fuld kontrol over sine kammerater, og de bevæger sig lydigt og til tider næsten intelligent rundt på slagmarken. Den gode nyhed er samtidig den dårlige nyhed... kernen i gameplayet byder praktisk talt ikke på nogen væsentlige forbedringer eller nytænkning i forhold til de gamle spil. Igen undres jeg over, hvad ventetiden er gået med. Måske til at krølle sedler med nye ideer sammen? En rigtig fornøjelig, omend unødvendig, feature er de slowmotion sekvenser, der med jævne mellemrum opstår, når noget ekstraordinært spektakulært sker. Det kan f.eks. være, når du lopper en håndgranat lige ned i skødet på fjende i dækning, eller når du rammer med et klokkeklart head-shot. Her kan du i nogle få sekunder læne dig tilbage, og nyde den totale ødelæggelse og lemlæstelse. Især eksplosionerne, er der gang i den. Torsoer og lemmer flyver rundt i luften, ja man får næsten ondt af herrefolket. Det er blodigt, og bestemt ikke noget for de yngste spillere. Spillets missioner er bundet sammen med en række mellemsekvenser, som generelt kan virke meget lange - måske fordi grafikken og ansigtsanimationerne er så jammerlige. Faktum er, at hvad der skulle skabe en historie med et persongalleri, man lærer at holde af, kommer til at virke som en clichefyldt og visuelt halvpinlig affære. Der er lagt mange kræfter i at ligne den ellers udemærkede TV serie Kammerater i Krig, men det lykkedes kun delvist. Morsomt er det f.eks. at se den "evige oberst", skuespilleren Dale Dye, kopieret direkte. Han hedder Oberst Sink ligesom i Kammerater i Krig, og udseendet og stemmen ligger klods op af den glimrende, omend meget stereotype, skuespiller. Og minsandten om ikke Dale himself har fået tid til at kigge forbi og indtale dialogen til sin figur! Lidt af tiden er trods alt blevet udnyttet, under de to års tekniske tomgang. Den gode, den onde, og den virkli' dumme Selv om Hells Highway fejler fælt på flere tekniske punkter, er der også områder som på mystisk vis svinger meget i kvalitet. Et godt eksempel er fjendernes kunstige intelligens. Man kan til tider snige sig ind på en tysker, der står med ryggen til -med hævet gevær - og snorksover. Når han beskydes ignorerer han et oplagt skjulested, og giver sig til at moonwalke tværs over en åben plads. Til andre tider opfører de sig næsten ondskabsfuldt intelligent. På slagmarkerne skifter fjenderne ofte stilling, især hvis du ikke får fixeret dem tilstrækkeligt hurtigt. Hvis man kludrer i det, er det ikke utænkeligt at man pludselig flankeres og derefter prompte indkasserer sin egen 4*F medicin. Ens kammerater i krigen opfører sig ofte nogenlunde intelligent, og med en korrekt placering vil de skiftevis dukke sig og besvare ilden på fornuftig vis. Desværre kan de også sætte sig fast, en enkelt gang oplevede jeg oveni købet at to soldater hang fast i hinanden. Dette resulterede i en sælsom indisk gudefigur ala Vishnu - med en ikke-voldelig zen-agtig indstilling til livet stod de/den bare og glanede til evig tid. Når den slags sker, kan man lige så godt opgive og loade sidste savegame. Den slags problemer troede jeg helt ærligt udviklerne havde lagt bag sig for mange år siden, og jeg håber inderligt på en snarlig Xbox Live opdatering... den er velsagtens klar om yderligere 2 år. Suk. Mens vi er ved save... jeg kunne godt drømme om lidt flere save-points. Efterhånden som spillet skrider frem, bliver slagmarkerne mere og mere komplicerede, og der skal foretages mange flankerende træk inden man kan plante en ladning varmt bly i ryggen af Fritz og få lov til at gemme. Til gengæld er load/save tiderne minimale, hvilket er et lille plaster på såret. Desuden giver det glimrende oversigtskort et godt overblik over slagmarken, hvilket gør den taktiske planlægning meget nemmere og minimerer nødvendigheden af trial-and-error forsøg. Til gengæld afslører oversigtskortene også med knivskarp tydelighed, hvor snævre banerne egentligt er. Som en anden Pacman bevæger Matt sig igennem en række nøje opmålte slagmarker, hvor der ofte kun er en eller to korrekte løsninger på de taktiske udfordringer, man stilles overfor. Glem alt om store slagmarker som vi kender dem fra f.eks. det fremragende Battlefield Bad Company. De snævre baner og strenge krav til at anvende korrekt taktik tilføjer gameplayet et næsten puzzleagtigt element. Hvis du overvejer at dingle rundt med aftrækkeren i bund på en åben slagmark, som en anden halvberuset hjemmeværnsmand, kan du godt opgive at komme ret meget længere end tutorialen.Det gælder om at holde hovedet koldt og tænke sig godt om. Endelig online Som forventet har Hells Highway også en multiplayer del, hvor du kan få noget for pengene i dit Xbox Live abonnement. En enkelt mode er det blevet til, hvor det handler om enten at være en allieret soldat, der skal indtage tysk territorium og erstatte pølsegnaskernes flag med Stars and Stripes - eller forsvare sin landsby og flag hvis man er tysker. Også online, er der lagt op til et strategisk element. Man kan påtage sig rollen som squad leader, der kan udstede ordrer lidt alá offline delen, eller nedkalde flystøtte over fjenden. Som specialist udstyres man enten med let maskingevær, bazooka, eller snigskytte riffel. Endelig kan man få lov at blive en del af en kampvognsbesætning, i rollen som kommandør, skytte eller fører. På papiret lyder det meget charmerende, men desværre glemmer de fleste åbentbart alle de store tanker når først kuglerne hvisler igennem luften... Med mindre man er heldig at lande i et veldisciplineret forum, ender det hele ofte i en pøl af ordinært kaotisk multiplayer - som dog sagtens kan være sjovt alligevel. Summa sumarum byder Brothers in Arms på mange problemer, dog primært på det visuelle område. Spillet ligner i bedste fald en 2-3 år gammel titel fra inden udviklerne helt fik tæmmet Xbox 360'erens kræfter, men kan man se igennem dette røgslør af utidssvarende finurligheder, lurer der underneden et solidt gameplay med masser af taktisk underholdning og en nogenlunde bæredygtig historie. Om online gameplayet bliver et hit, afhænger af hvorvidt fanskaren vil tage det taktiske element til sig. Plus: Det velkendte Brothers in Arms taktiske gameplay. Minus: Rent teknisk er spillet ikke tidssvarende, især grafisk falder det igennem på flere punkter. Brothers in Arms til Xbox 360 er venligst udlånt af Bog & Idé på Nytorv i Aalborg. PEGI-rating: Læs mere om PEGI klassificeringen her.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...