Brødre overtager Det Lune Brød
Henrik og Christian Rask genåbner bagerbutikken i Hobro 1. februar
HOBRO: Det er to brødre med mange års erfaring inden for bagerfaget, der med et lejemål nu har overtaget bagerbutikken Det Lune Brød på Banegårdsvej 29 i Hobro.
Det drejer sig om Henrik og Christian Rask, sønner af bagermesterparret Helle og Peter Rask i Nørager.
Det nye navn for bagerbutikken bliver ved genåbningen 1. februar derfor Brd. Rask Bageri.
I øjeblikket har de begge travlt både med ny indretning i butikken og bageriet, så alt bliver klar til genåbningen.
Alt bliver lavet fra bunden af
Blandt andet vil der i butikken fremover være et stort udvalg af specialprodukter tilberedt i bageriets stenovn.
På samme tid vil der være salg af fast food, blandt andet salater og forskellige frisklavede sandwich.
- Begge os brødre vil fremover komme til at arbejde i bageriet, hvor vi vil drage nytte af mange års erfaring fra både Nørager Bageri og for mit eget vedkommende 17 år hos Langenæsbageriet i Aarhus. Bageriet har tre bagerbutikker i byen samt i både Vejle, Horsens og Viborg, forklarer Henrik Rask og tilføjer:
- Blandt andet vil vi sælge helt friskbagt brød af forskellig slags hele dagen lige så længe, vi står i bageriet. Vi overtager også vores forældres nuværende markedssalg tre gange om ugen på Frederikstorv i Aalborg og på torvet i Nørresundby, som en ansat nu kommer til at stå for.
Et godt tilbud på et lejemål
Hvorfor Henrik Rask efter 17 års ansættelse og deraf de sidste knap otte år som mestersvend i Aarhus nu sammen med sin lillebror etablerer sig med egen bagerbutik i Hobro, forklarer han selv med et rigtig godt tilbud på et lejemål af bagerbutikken, som de slet ikke kunne sige nej til.
- I dag er jeg 33 år, og hvis jeg skal være selvstændig og her trække på min mangeårige erfaring, synes jeg tidspunktet nu er det rette. Det har også spillet ind, at den ældste af vore tre døtre efter sommerferien skal begynde i skolen, så nu har vi solgt vores rækkehus uden for Aarhus og købt et stort murermesterhus blot 150 meter her fra bagerbutikken og meldt hende ind på Rosendalskolen. Min lillebror Christian har også solgt familiens lejlighed i Aalborg og købt hus her i Hobro, fortæller Henrik Rask.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.