Brødsgaard: Vi skal spille mere frit

EH Aalborg-træneren var ærgerlig efter nederlaget i liga-debuten

Anders Kjærgaard
EH Aalborgfoto: Hans Ravn
EH Aalborg 30. august 2018 06:30 - Opdateret 30. august 2018 07:30

HÅNDBOLD: Ved stillingen 14-14 et kvarter før tid lignede EH Aalborgs håndboldkvinder et hold, der ville tage point i sin debut i HTH Ligaen hjemme mod TTH Holstebro onsdag aften.

Men i det sidste kvarter sprang et ellers bundsolidt forsvar læk, og så endte gæsterne med at nappe en sejr på 23-19.

Et faktum, der ærgrede Aalborg-træner Karen Brødsgaard.

- Vi spillede en fantastisk forsvarskamp og holdt vores aftaler. Men da spillerne begyndte at blive trætte, opstod hullerne, og dem var Holstebro gode til at udnytte. Men vi kan ikke være utilfredse med, at de kun scorer 23 mål. At vi så selv kun laver 19, er selvfølgelig et problem, sagde Karen Brødsgaard efter kampen.

Hun mener, at små detaljer blev afgørende til sidst.

- Vi mangler lige en smule held i slutfasen, for jeg føler, at vi ligeså godt kunne have nappet den her. Men vi skal også lære, og jeg synes, at vi skal forsøge at spille lidt mere frit. I dag kunne man godt se, at spillerne var lidt nervøse. Men der er mange gode ting at tage med, og jeg er bestemt fuld af fortrøstning, sagde cheftræneren.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...