Brøl, gåsehud og stjernedrys

Finalen i tv-programmet "Stjerne for en Aften" blev lige så stort og flot, som man kunne have håbet på

Musik 6. april 2003 08:00

KØBENHAVN: Stjerner som Sanne Salmonsen, Zididada, René Dif fra Aqua og Karen Busck optrådte, men det er hurtigt glemt. For foran flere end 7000 publikummer og op mod 1,5 million tv-seere var det Gudrun, Tarek, Ea, to gange Martin og to gange Jacob, som fuldstændig stjal billedet. Fem solister og én duo fyldt med funk, hjerte, charme og mest af alt musikalsk talent sang og dansede, så gåsehuden piskede frem. Publikummerne i det smækfyldte Forum i København belønnede indsatsene med brølende tilråb, øredøvende klapsalver og tårer i øjnene. Allerede klokken halv seks – to en halv time før showet begyndte – stillede de første publikummer sig i kø, og fra klokken syv af sørgede en opvarmer for, at publikum fik pulsen i gang. Han bad publikum om at råbe, larme og klappe, og ved halv ottetiden gik succesduoen Zididada på og sørgede for, at publikum kom det sidste stykke. Til hit som "Walking on Water" og "Rock my Boat" klappede publikum taktfast, og de små hår på armene begyndte at kunne mærke, hvordan det lyder, når så mange mennesker klapper samtidig. Men det var først, da tv-programmets jingle viste sig på storskærmene, at brølet fra publikum for alvor lød, og når deltagerne kom på, lød der pift, skrig og klapsalver, så selv de største popgrupper ville have været misundelige. Burde skifte job Første deltager, den 24-årige silkeborgenser Martin Pedersen sang og dansede sig igennem Robbie Williams-hittet Feel på så overbevisende måde, at en af dommerne, Chief 1 alias Lars Pedersen, sagde, at Martin Pedersen seriøst burde overveje at skifte karriere fra sit job som skattemedarbejder. 31-årige Jacob Andersen stod nærmest og flirtede med mikrofonstativet, mens han sang "With a little Help from My Friends", og da teenageduoen Ea Haastrup og Martin Bentø holdt i hånd i slutningen af "Up Where We Belong" nåede Forum kogepunktet. Charmetrolden Tarek Sidki på 18 år fremførte Tony Bennett og Stewie Wonders "For Once in My Life", og publikum satte sig ikke ned på noget tidspunkt, og det samme skete med sidste deltager, Jacob Sveistrup, og hans "True to Your Heart". Men ind imellem Tarek og Jacob kom en færing. En forlegen, men inderlig 20 år gammel Gudrun Jacobsen, som med Promise Me fik sat gang i hjertebanken. Gymnasieeleven med den ru stemme sang, så de mange færøske flag kunne svinges med stolthed. Et taknemmeligt, næsten undskyldende smil gik ud til publikum, som klappede og piftede så højt, at det næsten var umuligt at høre, hvad dommerne sagde. Før pausen optrådte det tidligere Aqua-medlem, René Dif, med en pop-techno sang, som fuldstændig faldt igennem. Ikke engang de letpåklædte dansepiger kunne få gang i publikum, der dog troskyldigt stod op. I pausen var det ligesom før showet tid til autografskriverier, og tidligere deltagere blev omringet af især piger under teenagealderen. Lidt ro fik de dog også, og semifinalist Morten Steen kunne få sig en øl sammen med en kammerat. 235.000 stemmer Zididada, Karen Busck og Sanne Salomonsen sang lidt mere, men så skulle spændingen også udløses. Og der gik et altoverskyggende kraftbrøl igennem publikum, som stod med løftede arme, da værten Natasja Crone kunne afsløre, at Gudrun Jacobsen havde vundet. 31 procent af de 235.000 afgivne stemmer faldt på den inderlige sanglærke, som efter en lille takketale selvfølgelig måtte på scenen igen. Denne gang var det forlegne udtryk væk, og med selvsikkert blik i øjnene fik publikum igen den klassiske "Promise Me". På de efterfølgende pladser kom Jacob Andersen med 24 procent og Tarek Sidki med 17, men ingen kunne hamle op med Gudrun Jacobsen. - Det var helt, helt vildt, sagde hun bagefter på pressemødet. - Jeg var lidt nervøs, men det var ikke sådan en skræk, så jeg ikke kunne gå op på scenen. Men det var helt vildt. Den måde måde publikum trampede på. Det giver energi, sagde Danmarks nye stjernefrø. I dag søndag optræder hun i Thorshavn, og mon ikke at "Promise Me" en gang eller to igen vil flyde fra den sympatiske færing.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...