Danmark

Broen er nomineret til prestigefyldt tv-pris

Den dansk/svenske tv-serie Broen er tirsdag blevet nomineret til en Bafta for bedste internationale tv-serie.

Broen er nomineret til prestigefyldt tv-pris

Broen er kommet i fint tv-selskab. Den dansk/svenske krimiserie er nemlig nomineret til en Bafta-pris, som uddeles af det britiske filmakademi til den bedste internationale tv-serie.

Det oplyser Nimbus Film, som er med-producent på tv-serien.

- Broen er en dansk/svensk succeshistorie. Alene at blive nomineret og være i dette selskab må siges at være en blåstempling til alle involverede, siger Bo Ehrhardt, producent for Nimbus Film, i en pressemeddelelse.

Han beskriver nomineringen som at være "i finalen i det, man kan kalde verdensmesterskabet for tv-serier".

Og Broen kæmper om prisen med nogle af de mest populære og anmelderroste tv-serier i verden i form af Game of Thrones, Girls og Homeland.

Bo Ehrhardt er dog overbevist om, at Broen sagtens kan løbe af med statuetten, når prisen uddeles 12. maj.

- Til min egen overraskelse har vi allerede slået min yndlingsserie Homeland én gang ved den britiske tv-daggert tidligere på året, så vi har bestemt gode chancer, siger han.

Første sæson af krimiserien, der foregår både i Danmark og Sverige er også blevet en verdenssucces og solgt til 60 lande.

Optagelserne til anden sæson af Broen med danske Kim Bodnia og svenske Sofia Helin i hovedrollerne er allerede i fuld gang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.