EMNER

Broen holder lukket

Limfjordsbroen skal have repareret klapperne

AALBORG:Limfjordsbroen er en gammel svend - oprindelig fra 1933 - og for at holde broen i topform, skal den løbende vedligeholdes. De fleste reparationer ordnes uden at den daglige strøm af 30.000 bilister bliver generet, men i næste uge er det nødvendigt at holde Limfjordsbroen spærret i nattetimerne. Broklappernes bagside skal nemlig have en rustbehandling, og for at komme ned til det sted, hvor rusten tærer, er det nødvendigt at holde broklapperne oppe. Allerede i denne uge bliver der sat skilte op, der fortæller trafikanterne om næste uges arbejde, som betyder, at broen er spærret fra kl. 01 til 05. Det er dog muligt at passere på hele klokkeslag - altså kl. 02, 03 og 04. Selve broklapperne har et samlet spænd på 30 meter, og i hver broklap sidder der en stor kontravægt i skjul bag bropillens mure. Kontravægten, der hjælper med at trække klappen op og ned, består af en flere hundrede tons tung betonklods i enden af brofaget. Til kontravægten er fastgjort blylodder, der er med til afbalancere broen, så den er lettere at trække op. Lodderne hænger i metalbeslag, der er tæret af rust, og det er den dårligdom, der skal have en behandling. Mens rustarbejdet foregår er broklapperne som sagt oppe, og det betyder, at trafikken må omkring Limfjordstunnelen. Næsten et museum Hvis der er et akut behov for at få ambulance eller brandbil over broen, kan det dog stadig lade sig gøre, men taxier, busser og andre trafikanter må enten bruge tunnelen eller pænt vente til hele klokkeslag, når klapperne et kort øjeblik sænkes. Limfjordsbroen betjenes dagligt af fem mand, der på skift har vagt i tårnet og holder øje med, om der kommer fragtskibe, fiskekuttere og lystbåde, der rager så højt op, at broklapperne skal åbnes. Og vagterne sidder praktisk taget og har kontrol med et fungerende teknisk museum. De tekniske installationer - dieselmotor, tandhjul og andre mekaniske dele - er nemlig fra 1933, da broen blev opført, men trods alderen og det daglige slid, kører urværket upåklageligt. - Broklapperne har lige været oppe 5000 gange uden stop, så det er solidt kram, det er lavet af, siger brofoged Jørgen Vammen.