Brøndby afværger EL-fiasko efter straffespark

Brøndby var tæt på at ryge ud af Europa League mod Hibernian, men gik videre efter straffesparkskonkurrence.

Fodboldklubben Brøndby er videre til tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Men det holdt meget hårdt, før den danske klub efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence sendte Hibernian fra den næstbedste skotske række ud med samlet 6-4 efter torsdagens returkamp i Brøndby.

Brøndby-målmand Frederik Rønnow parerede det første straffespark fra Hibernian, og til sidst scorede indskiftede Frederik Holst sejrsmålet.

Brøndby er dermed klar til at møde tyske Hertha Berlin i tredje runde.

Hibernian var ellers bagud 0-1 efter den første kamp på hjemmebane. Men skotterne sendte chokbølger gennem de 11.548 tilskuere i Brøndby, da anfører David Gray scorede til 1-0 efter 62 minutter.

Forsvarsspilleren fik prikket bolden forbi Frederik Rønnow, efter at en dødbold havde resulteret i en tilfældig mulighed til gæsterne.

Der blev ikke scoret yderligere i den ordinære kamp, selv om Johan Larsson var meget tæt på at udligne kort før tid.

Svenskerens afslutning blev dog mesterligt pareret af Ross Laidlaw i Hibernians mål.

Hibernians manager, Neil Lennon, blev nødt til at overvære kampen fra tribunen, efter at han blev bortvist i den første kamp i Skotland.

Manageren så sit hold levere en stor indsats, som altså bragte Hibernian ud i forlænget spilletid, mens Brøndby ikke imponerede.

I forlængelsen formåede Brøndby ikke at score mod de trætte, men tappert kæmpende Hibernian-spillere, selv om hjemmeholdet forsøgte at finde huller i den tætte skotske defensiv.

Fem minutter før tid var Andrew Hjulsager tæt på for Brøndby, men holdene måtte til sidst ud i en straffesparkskonkurrence.

Her scorede Brøndby på alle fem forsøg, og da Frederik Rønnow havde pareret det første Hibernian-forsøg fra John McGinn, behøvede gæsterne ikke at eksekvere det femte og sidste spark.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst