Brøndby-bomber spærret i guldbrag

Dyr udvisning for Maiken Pape koster hende kampen mod Fortuna Hjørring 31. maj

Maiken Pape -tre spilledage i karantæne og ikke med i guldbraget mod Fortuna Hjørring 31. maj. 
Foto: Anders Kjærbye

Maiken Pape -tre spilledage i karantæne og ikke med i guldbraget mod Fortuna Hjørring 31. maj. Foto: Anders Kjærbye

HJØRRING:Når denne sæsons DM-guld i kvindefodbold efter alt at dømme skal placeres i topbraget på Hjørring Stadion 31. maj mellem Fortuna og de trefoldige mestre fra Brøndby, så får vendelboerne én bekymring mindre at spekulere på. Brøndby må nemlig undvære landsholdsangriberen Maiken Pape i det opgør, Den 28-årige Brøndby-bomber løb nemlig ind i en særdeles kostbar udvisning, da de forsvarende mestre lørdag vandt 5-1 ude over Team Viborg. Her blev den iltre frontløber nemlig præsenteret for et direkte rødt kort fem minutter før pausen efter en kontrovers med en Viborg-spiller. Tre dages karantæne I dommer Thomas T. Jensens indberetning til DBU hedder det, at udvisningen var et resultat af, at Maiken Pape forbrød sig ved enten at slå, sparke eller spytte efter en modstander. Det udløser 30 strafpoint, og da Maiken Pape i forvejen havde 42 strafpoint på kontoen, så koster det røde kort hende tre spilledages karantæne - lige akkurat længe nok til, at hun misser opgøret mod Fortuna Hjørring. Her blev mandagens nyhed dog modtaget med sindsro af cheftræner Odd Einar Fossum. - Maiken Pape er en dygtig og hård spiller, men da vi spillede 0-0 ude mod Brøndby 13. april, havde vores midterforsvarere Runa Vikestad og Mariann Gajhede Knudsen totalt styr på hende. Og det får absolut ingen indflydelse på vores forberedelser til kampen, at Brøndby ikke kan bruge hende, fastslår Odd Einar Fossum. Maiken Pape blev som 1. divisionstopscorer hentet til Brøndby før starten på forårssæsonen fra Skjold. I foråret har hun scoret fem gange for mesterklubben, ligesom hun har fået et flot gennembrud på A-landsholdet med fem scoringer i otte landskampe.