Brøndby-formand satser på lukrativ Agger-effekt

Daniel Aggers hjemkomst til Brøndby betyder et øget trøjesalg samt flere indtægter på sigt, håber formanden.

14. september 2014 07:30 - Opdateret 14. september 2014 07:30

Brøndbys bestyrelsesformand og storaktionær i klubben, Jan Bech Andersen, er svært tilfreds med stemningen omkring købet af Daniel Agger, der er kommet til fra Liverpool.

- Det er utrolig dejligt at mærke den varme og passion, der er omkring det her køb. Særligt er det dejligt, at der kommer flere tilskuere på stadion, og at det på den måde skaber mere positiv interesse omkring klubben, siger Jan Bech Andersen.

Agger-effekten kan også måles i mere end bare god stemning. Købet af stjernen betyder også, at kasseapparaterne snart begynder at køre på højtryk, satser formanden på.

- Med købet af Agger håber vi også, at vi kan mærke et afkast på flere parametre. Der kommer flere tilskuere, hvilket betyder flere indtægter, og måske får vi bedre placeringer, så vi får flere tv-penge, siger formanden, der også håber på flere fremtidige sponsorer.

- Jeg håber og tror på, at købet af Agger kan være med til at tiltrække flere og større sponsorer. Men vi skal ikke tage noget for givet, og vi får intet forærende, siger Jan Bech Andersen.

Søndag åbner Brøndby Stadion dørene for superligakampen mod Randers FC, og der forventes fulde huse.

Kampen er blevet sat op til at være Aggers comeback-kamp i Brøndby-trøjen, men en muskelskade gør ham netop nu tvivlsom til det opgør.

Lørdag udtog Brøndby-træner Thomas Frank truppen, og Agger var med blandt 19 spillere. Men det offentliggøres først søndag, om han er klar til at spille kampen, der begynder klokken 17.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...