Brøndby-formand vil hente Kasi-Jesper tilbage

Aldo Petersen har talt med Jesper Nielsen om, at den tidligere hovedsponsor kan få en rolle i Brøndby.

Brøndby-formand vil hente Kasi-Jesper tilbage

Forretningsmanden Jesper Nielsen kan være på vej mod et comeback i fodboldklubben Brøndby, skriver Jyllands-Posten.

Klubbens nye bestyrelsesformand, Aldo Petersen, ønsker at tilknytte erhvervsmanden med tilnavnet Kasi-Jesper.

- Han kan deltage i et korps af Brøndby-ambassadører eller sidde i et advisory board (gruppe af rådgivere). Der er mange forskellige muligheder for, hvordan Jesper Nielsen kunne blive involveret, siger Aldo Petersen til Jyllands-Posten.

Jesper Nielsen og Brøndby har ellers ikke haft den bedste relation i lang tid.

Klubben mener at have mange penge til gode hos den tidligere hovedsponsor, og i øjeblikket har Jesper Nielsen en sag kørende hos Skat.

Aldo Petersen, som mandag aften blev valgt som Brøndby-formand, havde allerede før valget talt med Jesper Nielsen.

- Vi snakkede om mange ting, men hovedelementet var, at jeg spurgte: Jesper, er der en mulighed for, at vi kan komme videre. Han sagde, at der ikke var noget, han hellere ville, siger Brøndby-formanden.

Jesper Nielsen erklærer sig klar til at hjælpe Brøndby, men der er dog et forbehold:

- Jeg kunne godt hjælpe Brøndby på sigt, men jeg skal have min sag med Skat afklaret først. Den handler jo netop om, hvorvidt jeg måtte trække mit sponsorat i Brøndby fra i Skat, og inden det er afgjort, skal jeg holde mig uden for søgelyset, siger han.

Jesper Nielsen forventer, at sagen med Skat er afklaret i august.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst