Brøndby forstærker sig med backen Michael Lumb

Backen Michael Lumb skifter fra AC Horsens på en etårig aftale, som løber i hele 2021.

Michael Lumb, som her ses i aktion for AC Horsens, skifter til Brøndby på en etårig kontrakt.

Michael Lumb, som her ses i aktion for AC Horsens, skifter til Brøndby på en etårig kontrakt.

BRØNDBY:Brøndby har fundet en ny venstreback. Superligaklubben har mandag forstærket sig med Michael Lumb, som skifter fra AC Horsens.

Michael Lumb har fået en kontrakt, der løber til udgangen af 2021, oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

- Han er en erfaren spiller, der kender Superligaen indgående, og som i mange år har leveret på et stabilt højt niveau, siger Brøndby-fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

- Michael vil med sin erfaring og sit spillemæssige niveau bidrage til truppen fra dag ét og ikke mindst øge konkurrencen om pladsen på venstre back-positionen, siger han.

Forsvarsspilleren har en fortid i klubber som Feyenoord og Zenit, mens han i Danmark har repræsenteret blandt andet AGF og Lyngby. Han har også spillet to landskampe for Danmark.

Michael Lumb kalder det "kæmpestort" at skulle spille for Brøndby.

- Det er et stærkt hold, hvor jeg skal ind og bidrage med noget rutine og erfaring, som kan være vigtigt, når det brænder på i fodboldkampe.

- Jeg kommer med stor vindermentalitet og gå-på-mod, og så vil jeg bevise over for trænerne, holdkammeraterne, fans og ikke mindst mig selv, at jeg kan bidrage til at få Brøndby så langt og så højt som muligt i tabellen, siger han.

I det kommende år, som samarbejdet er sat til at vare, vil Michael Lumb forsøge at etablere sig i Brøndby.

- Min kontrakt løber frem til næste vinterpause, men jeg ser det som en god mulighed for både mig og Brøndby til at få det bedste ud af hinanden.

- Mit mål er at gøre det så godt som muligt for Brøndby, og så må vi se, hvad fremtiden bringer næste vinter, siger han.

Brøndby overvintrer på andenpladsen i Superligaen. Førerholdet FC Midtjylland fører ligaen på baggrund af en bedre målscore.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.