Brøndby har fået travlt før forårspremiere

Brøndby kan alligevel åbne billetlugerne til de kommende to hjemmekampe mod Randers FC og Esbjerg.

Brøndby har fået travlt før forårspremiere

Der er stor glæde i Brøndby over, at superligaklubben nu alligevel kan åbne dørene og billetlugerne til stadion, når Randers FC og Esbjerg kommer på besøg til de to kommende hjemmekampe.

Danmarks Idræts-Forbund (DIF) meddelte tirsdag formiddag, at så længe Brøndbys anke er under behandling, så må Brøndby gerne spille med tilskuere.

- Vi er i dag blevet informeret af DIF om, at vores anke har opsættende virkning. Det betyder, at vi kan spille med tilskuere, indtil DIF's appeludvalg har færdigbehandlet anken.

- Indtil der falder en endelig afgørelse i sagen, har vi ikke yderligere kommentarer til ankens indhold, siger Brøndby-direktør, Tommy Håkansson, til klubbens hjemmeside.

- At anken får opsættende virkning betyder, at vi kan se frem til nogle meget travle dage på kontoret.

- Der skal løbes stærkt for at få solgt nogle billetter og kickstartet hele det store apparat, som kampdage på Brøndby Stadion kræver, fortæller han.

Brøndby valgte 22. februar at anke sagen til DIF's appeludvalg, efter at Dansk Boldspil-Unions (DBU) appeludvalg stadfæstede DBU's disciplinærudvalgs kendelse.

Den oprindelige kendelse lød på, at Brøndby i forårets to første kampe skulle spille uden tilskuere.

Nu har DIF's appeludvalg besluttet, at Brøndbys anke har opsættende virkning. Det betyder, at Brøndby kan spille hjemmekampene 3. og 13 marts med tilskuere, indtil DIF's appeludvalg har truffet en endelig afgørelse i sagen.

Billetsalget til forårspremieren på søndag mod Randers åbnes senere tirsdag, oplyser klubben.

- Vi håber meget på, at der vil komme en masse tilskuere til søndagens forårspremiere mod Randers.

- Spillerne har brug for al den støtte, de kan få for at komme godt fra land i Superligaen, så vi sidst i maj er at finde over nedrykningsstregen, siger Håkansson.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst