Brøndby IF venter underskud på 170 millioner i år

Brøndby IF nedjusterer forventninger til årsresultatet efter nedskrivning og kæmpeminus i første kvartal.

Mens Brøndby IF's gule og blå tropper landede på en fjerdeplads i den seneste superligasæson, må klubben på ledelsesplan tage til takke med et noget mindre tilfredsstillende resultat i regnskabet for første kvartal i år.

Brøndby IF nedjusterer i regnskabet forventningerne til 2014 og venter nu et underskud før skat på 160-170 millioner kroner.

Tidligere ventede klubben på den københavnske vestegn et resultat før skat i niveau med 2013, hvor den landede på et underskud på 39,6 millioner kroner.

Det sker som følge af en markant nedskrivning på i alt 120,9 millioner kroner af Brøndby IF's anlægsaktiver, fremgår det af regnskabet.

Klubbens administrerende direktør, Jesper Jørgensen, siger:

- Den nye bestyrelse har revurderet den tidligere bestyrelses forventninger, herunder forventningerne til indtægter fra tv-aftaler, og det har medført, at vi i dag må foretage en stor nedskrivning af vores anlægsaktiver, herunder stadion.

- Målsætningen er at skabe ligevægt i Brøndby IF's resultat før transfer i 2017, hvilket kan gøres med selskabets nuværende kapital- og likviditetsberedskab, fastslår han.

Klubben kommer ud af årets første tre måneder med et underskud før skat på 140,6 millioner kroner. Det er 10,7 millioner kroner mere i underskud end i samme kvartal sidste år.

Trods de tunge resultater i regnskabet erklærer Jesper Jørgensen sig tilfreds med klubbens sportslige udvikling i det seneste år og fastslår, at målet er at spille med i toppen af landets bedste række i de kommende sæsoner.

- Det vil bane vejen for øgede indtægter, hvilket gør det muligt at skabe ligevægt i resultatet før transfers i 2017, siger han.

Klubbens bestyrelse vil bruge de kommende måneder på at udmønte målsætningen om ligevægt før transfers i 2017 i egentlige strategier og handlingsplaner, lyder det i regnskabet.

- Brøndby IF vil redegøre for disse i forbindelse med offentliggørelsen af delårsrapporten for første halvår 2014, siger Jesper Jørgensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst