Brøndby leverer fornemt comeback i dramatisk målfest

Randers fik en drømmestart og var foran 2-0, men Brøndby kom flot tilbage og vandt 5-2 i 3F Superligaen.

Kamil Wilczek scorede to mål og blev vist ud i søndagens kamp mellem Brøndby og Randers.

Kamil Wilczek scorede to mål og blev vist ud i søndagens kamp mellem Brøndby og Randers.

BRØNDBYVESTER:Et uhyre seværdigt og dramatisk opgør i 3F Superligaen endte søndag aften med en 5-2-sejr til Brøndby hjemme mod Randers.

Kronjyderne kom ellers foran 2-0 i kampens begyndelse, men Brøndby kæmpede sig flot tilbage – godt hjulpet på vej af en udvisning til Randers-målmand Patrik Carlgren.

Med sejren er Brøndby tilbage som nummer tre i Superligaen og har nu 25 point efter 14 kampe.

Randers tabte for anden kamp i streg og er derfor på en foreløbig sjetteplads.

Efter en åben indledning bragte Randers sig i front efter ti minutter på mål af Marvin Egho efter fornemt forarbejde af Emil Riis.

Endnu bedre blev det for Randers en håndfuld minutter senere, da Erik Marxen i en lettere bizar situation scorede til 2-0 på et direkte hjørnespark.

Brøndby kom dog bedre og bedre med, og de blågule skulle sætte gang i et forrygende comeback.

I det 25. minut sparkede Kamil Wilczek 1-2-reduceringen i mål, og kort efter fik Brøndby-topscoreren chancen fra straffesparkspletten.

Randers-målmand Patrik Carlgren kom nemlig for sent og ramte Simon Hedlund i hovedet, hvilket gav rødt kort til Carlgren, hvorefter Wilczek udlignede til 2-2.

Værterne fortsatte trykket, og Simon Hedlund ramte stolpen og brændte en gigantisk hovedstødsmulighed før pausen, men heldet var med Randers.

I første halvlegs overtid dukkede Dominik Kaiser dog op i feltet og stangede Brøndby på 3-2 med et kraftigt hovedstød.

20 minutter før tid bankede Hany Mukhtar bolden i kassen til 4-2, og i overtiden blev det 5-2 på et selvmål af Randers' Simon Piesinger.

I de døende sekunder fik Kamil Wilczek direkte rødt kort efter en konfrontation med Kevin Conboy, der kort forinden havde nedlagt polakken bagfra.

Den polske bomber har derfor karantæne i Brøndby næste superligakamp, der er mod Silkeborg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.