Brøndby-nederlag til AGF koster millionbeløb i tv-penge

Brøndby kunne have fået to millioner kroner mere i tv-penge med sejr over AGF. FC Midtjylland er topscorer.

Brøndby - her Jesper Lindstrøm og Andreas Bruus - kunne snuppet førstepladsen med sejr over AGF mandag, men tabte 1-3.

Brøndby - her Jesper Lindstrøm og Andreas Bruus - kunne snuppet førstepladsen med sejr over AGF mandag, men tabte 1-3.

KØBENHAVN:Det var ikke kun på den sportslige front, at Brøndby havde grund til at ærgre sig, da superligakampen mandag aften mod AGF blev tabt med 1-3.

Økonomisk gik Brøndby glip af en ekstra milliongevinst i tv-penge med nederlaget.

Med en sejr havde Brøndby ligget på førstepladsen og fået 6,6 millioner kroner i placeringspenge. Havde Brøndby spillet uafgjort eller tabt med blot et mål, havde klubben med andenpladsen fået 5,6 millioner kroner.

Nu dumpede Brøndby i stedet ned på tredjepladsen på en dårligere målscore end Sønderjyske og må nøjes med 4,6 millioner i placeringspenge.

Det skriver Ekstra Bladet.

Fordelingen af tv-pengene sker efter en model, hvor der fordeles efter tre puljer, nemlig solidaritetsbetaling, placeringspuljen og markedspuljen. Sidstnævnte puljefordeling sker i forhold til kampvalg af tv-stationerne.

Brøndby bliver ofte valgt som hovedkamp og var derfor tæt på at opnå det største samlede beløb. Det gik dog til FC Midtjylland, der får 12,8 millioner kroner, mens Brøndby får 12,7 millioner. Derefter følger AGF med 10,6.

FC København ligger nede på syvendepladsen og må i denne omgang nøjes med at få 9,9 millioner kroner.

Der udbetales tv-penge første gang efter 11 spillerunder og igen efter grundspillets afslutning. Endelig gøres tv-pengene op efter slutspillets afslutning.

Ifølge Ekstra Bladet får klubberne følgende beløb i denne omgang.

1. FC Midtjylland, 12,8 millioner kroner.

2. Brøndby, 12,7.

3. AGF, 10,6.

4. Sønderjyske, 10,1.

5. FC København, 9,9.

6. AaB, 7,4.

7. FC Nordsjælland, 7,1.

8. Randers, 6,9.

9. OB, 6,5.

10. Vejle, 5,8.

11. Horsens, 5,0.

11. Lyngby, 5,0.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.