Brøndby tog bronzeforspring

Thomas Franks mandskab er fire point foran Hobro, der mandag møder FCM

Brøndbys Christian Nørgaard i duel med FC Vestsjællands Henrik Madsen og Eggert Gunnthor Jonsson. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Brøndbys Christian Nørgaard i duel med FC Vestsjællands Henrik Madsen og Eggert Gunnthor Jonsson. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

BRØNDBY:Mon ikke Brøndbys midtbanetalent Christian Nørgaard har FC Vestsjælland som sin favoritmodstander.

For en måned siden scorede han sit første sæsonmål og sikrede en kneben sejr over Slagelse-holdet. Søndag var han igen den afgørende faktor mod samme modstander, der blev slået 4-0.

Den 21-årige tekniker scorede to gange inden for kort tid i begyndelsen af anden halvleg. Begge gange efter hjørnespark.

Med sejren er Brøndby tilbage på den tredjeplads, som er klubbens erklærede minimums-ambition. Holdet har tre point ned til Randers, som søndag aften møder FC København på hjemmebane.

Brøndby var det bedste hold, men målene lod vente på sig. Helt som ventet dominerede Brøndby spillet på hjemmebane. Men med god organisation formåede FC Vestsjælland at holde hjemmeholdets målchancer nede på et minimum i første halvleg.

Ved et par lejligheder burde Brøndby dog have taget føringen. I begyndelsen helflugtede Ariel Nunez lige forbi stolpen efter godt forarbejde af Teemu Pukki, der afløste skadede Johan Elmander som forreste angriber.

Kort efter fik Pukki bolden i nettet, men linjedommeren vinkede korrekt for en marginal offside.

I minuttet inden pausen fik Alexander Szymanowski kampens hidtil største chance, men i helt fri position afsluttede den argentinske kantspiller svagt på Thomas Mikkelsen, der kom godt ud af sit mål.

Tre minutter efter pausen måtte Mikkelsen dog se bolden stryge i nettet. Svenske Johan Larsson serverede et hjørnespark, som Christian Nørgaard headede i det fjerneste målhjørne.

Bare tre minutter senere blev Nørgaard dobbelt målscorer, da han var hurtigt over riposten efter et Daniel Agger-hovedstød, der blev reddet på målstregen.

Nørgaard var endda tæt på at score hattrick, mens hans forsøg fra distancen gik lige forbi mål.

Et kvarter før tid kunne han lade sig hylde af tilskuerne, da han blev udskiftet. Fra bænken kunne han se Johan Larsson øge til 3-0. Med venstre sendte han bolden op i nettaget efter Andrew Hjulsagers forarbejde.

Kort før tid blev sejren cementeret med et debutmål. Indskiftede Nikolai Laursen på blot 17 år sendte en aflevering fra Patrick da Silva i mål til slutresultatet.

FC Vestsjælland havde enkelte muligheder for at reducere undervejs, men samlet set leverede holdet en tam indsats.

Dermed har holdet stadig seks point op til Esbjerg på den anden side af nedrykningsstregen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.