Brøndby-træner efter chokafslutning: Vi er alle skuffede

Brøndby-træner Alexander Zorniger var ligesom resten af Brøndby-holdet en skuffet mand efter kampen i Horsens.

Alexander Zorniger er skuffet over, at Brøndby forærede FC Midtjylland en matchbold i guldkampen. Foto: Scanpix/Claus Fisker

Alexander Zorniger er skuffet over, at Brøndby forærede FC Midtjylland en matchbold i guldkampen. Foto: Scanpix/Claus Fisker

Brøndby var fredag aften på vej mod en sikker 2-0-sejr i Horsens, men to sene mål fra Horsens-angriberen Kjartan Finnbogason stak en kæp i hjulet for Brøndby, som dermed kun fik uafgjort med hjem fra Østjylland.

Resultatet betyder, at Brøndby ikke længere selv kan afgøre om holdet bliver mestre.

- Alle i klubben er skuffede, og det kan jeg godt forstå, siger Alexander Zorniger.

- Spillerne skal lære at komme sig over det her. Vi er ikke vant til at være et hold, som spiller med om mesterskabet, og vi har ikke været i nærheden af det i de sidste ti år.

Blikket var plantet solidt i jorden hos de fleste Brøndby-spillere, der talte med pressen efter kampen.

- Det gør ondt at se vores fans skuffede, og der er ikke ligefrem euforisk stemning inde i omklædningsrummet, siger en tydeligt berørt Christian Nørgaard.

- Der er så mange følelser på spil i Brøndby. Samspillet mellem fans og spillere er stort, og det gør så ondt, når vi to kampe før sæsonen er slut ved, at vi selv kan afgøre det, og så indkasserer et mål i absolut sidste sekund.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, var lige så skuffet som sine spillere.

- Resultatet mod Horsens er så skuffende, som jeg magter at forestille mig, noget kan være, siger Troels Bech.

- Jeg håber, at alle fans tropper op på mandag (mod AaB, red.) og markerer, at en fantastisk sæson er slut, på trods af at vi indkasserede et mål i de døende sekunder mod Horsens.

- Sidst jeg var med til at vinde et mesterskab, der lå vi også nummer et med to kampe igen, og tabte den næstsidste kamp. Men vi endte altså med at vinde mesterskabet alligevel.

Alexander Zorniger forsøger ligesom Troels Bech at være optimistisk omkring Brøndbys chancer.

- Vi har stadig et skud i bøssen, og hvis AC Horsens giver det samme mod FC Midtjylland, som de gjorde mod os, så har vi en chance.

AC Horsens’ træner, Bo Henriksen, lover da også, at Horsens vil give alt, hvad de har mod Midtjylland på mandag.

- Vi tager ikke noget mesterskab ud af hænderne på nogen som helst. Vi går ind og smadrer Midtjylland på mandag, og det er det eneste, det drejer sig om.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.