Brøndby-træner efter Europa-exit: Vi skal bare videre

Brøndby skal hurtigt videre fra samlet 3-7-nederlag til Braga i Europa League, siger træner Niels Frederiksen.

Brøndby-træner Niels Frederiksen (i midten) mener, at holdet lukkede for mange lette mål ind i de to kampe mod Braga, som vandt med samlet 7-3.

Brøndby-træner Niels Frederiksen (i midten) mener, at holdet lukkede for mange lette mål ind i de to kampe mod Braga, som vandt med samlet 7-3.

KØBENHAVN:I den første kamp lukkede Brøndby to mål ind i overtiden til Braga og tabte 2-4.

Efter torsdagens 1-3-nederlag ude til portugiserne var konklusionen klar fra Brøndby-træner Niels Frederiksen.

- Jeg står tilbage og ser på to kampe, hvor vi sammenlagt taber 3-7, og det er for stort i forhold til den forskel, der er på de to hold.

- Vi lukkede for lette mål ind mod en modstander som Braga, og det skal vi lære af.

- I Europa bliver man bare straffet, når man laver fejl, og det er ikke noget nyt, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

På søndag gæster AaB Brøndby Stadion i Superligaen, og den kamp skal bruges til at få rystet Braga-nederlaget af sig.

- Ligesom man gerne vil nyde sejre og tage dem med sig, vil man gerne glemme nederlag.

- Det bliver vores arbejde allerede fra dette sekund, og vi skal fokusere mod næste kamp, der "heldigvis" allerede er på søndag, hvor AaB kommer på besøg.

- Det er vores job, og det er spillernes job, og nu skal vi bare videre, siger Niels Frederiksen.

FC Midtjylland var også i aktion i Europa League og blev sendt ud med et brag.

Midtjyderne tabte torsdag 1-3 ude til skotske Rangers FC og røg ligeledes ud med et samlet 3-7-nederlag.

FCM's forsvarsspiller Erik Sviatchenko erkendte efter nederlaget, at holdet kun sporadisk viste tænder.

- I momenter fik vi skabt nogle chancer. Jeg ved godt, at kampen var tabt på en eller anden måde, men trods alt viste vi i anden halvleg en form for karakter, men igen var det, da vi havde mistet det hele.

- Vi må bare kæmpe og arbejde hårdt igen. Det er jo den eneste opskrift, der er, siger Sviatchenko til klubbens hjemmeside.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.