Fodbold

Brøndby-træner: Jeg er ret sikker på, at vi slår AaB

Brøndby-cheftræner Martin Retov er ikke bekymret for, om klubben ender i top-6 efter 0-2-nederlaget til OB.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD::Søndag aften trak OB det længste strå i Superliga-kampen hjemme mod Brøndby og hentede en vigtig sejr på 2-0.

Med sejren dumper gæsterne fra Brøndby ned på femtepladsen, men selv om det kun er blevet til fire point i forårets fire kampe, er midlertidig cheftræner Martin Retov ikke i tvivl om, at de blågule ender i top-6.

- Jeg er ikke bekymret for, om vi når top-6.

- I store perioder af kampen mod OB indikerede spillet, at det går den rigtige vej. Starten af kampen og specielt starten af anden halvleg giver mig tro på tingene, siger Martin Retov.

Næste søndag venter en kamp mod en af top-6-konkurrenterne, AaB, der på sjettepladsen er to point efter Brøndby.

Men Retov føler sig sikker på et godt udfald.

- Én sejr ud af de sidste to kampe skulle gerne være nok, og jeg er ret sikker på, den kommer mod AaB, siger træneren.

Brøndby-anfører Benedikt Röcker erkendte efter kampen i Odense, at alt ikke var perfekt, men han syntes også, at Brøndby ikke havde heldet på sin side.

- I mange situationer var vi meget uheldige. Det første mål, vi lukkede ind, var uheldigt.

- Vi spillede ikke dårligt. Specielt i starten af anden halvleg viste vi, at vi har kvaliteten til at nå top-6, siger Benedikt Röcker.

Han så Bashkim Kadrii score til 1-0 efter 21 minutter, før Jacob Barrett Laursen sparkede OB på 2-0 i det 67. minut.

OB-træner Jakob Michelsen er trods sejren og et point mere end Brøndby i tabellen ikke lige så sikker på at ende i top-6, som rivalerne fra Brøndby.

- Vi tager en kamp ad gangen. Det er meget lige, og alle møder hinanden på kryds og tværs.

- Inden Horsens-kampen i sidste uge lå vi på tiendepladsen. Nu ligger vi tredjepladsen, siger Jakob Michelsen.

Han ser frem mod to svære kampe, hvor OB møder AGF og Randers, som begge også er med i kapløbet om top-6-placeringerne.

- Vi møder to direkte konkurrenter i de næste to kampe, så tabellen kan nå at blive vendt op og ned.

Samtidig medgiver Michelsen, at han tror 37 point vil være nok til at ende i top-6.

OB har før de to sidste kampe 36 point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst