Brøndbys bestyrelse går af i april

Der skal findes nye bestyrelsesmedlemmer i Brøndby. De nuværende fortsætter ikke i den kriseramte klub.

Brøndbys bestyrelse går af i april

Brøndby IF skal have en ny bestyrelse på generalforsamlingen 3. april. Det ligger nu helt fast.

Brøndby IF indkaldte tirsdag eftermiddag til generalforsamling, og på sidste side i fondsbørsmeddelelsen kan man læse, at den nuværende bestyrelse snart er fortid i den kriseramte klub.

- Der har været megen fokus på Brøndby IF’s ledelse i de forløbne år. Bestyrelsen føler sig forpligtet til bedst muligt at sikre selskabets videreførelse, men har samtidig ønsket at udtræde af ledelsen.

- Bestyrelsen vil under disse forhold senest otte dage inden generalforsamlingen fremsætte forslag til valg til bestyrelsen, hedder det i meddelelsen, der er underskrevet af bestyrelsesformand Sten Lerche.

Ud over Sten Lerche består bestyrelsen af næstformand Benny Winther, Johnny Nederskov Nielsen, Bjarne Jensen og Tommy Sommer Håkansson. Sidstnævnte er også konstitueret administrerende direktør i Brøndby.

Klubben er igennem hårde tider, og de negative historier hober sig op.

Brøndby ligger sidste i Superligaen, og økonomien er elendig, hvilket blev understreget kraftigt tidligere i marts, da årsregnskabet for 2012 viste et underskud før skat på 266,6 millioner kroner.

Direktør Håkansson og resten af ledelsens store håb er, at en aktieemission ultimo april kan redde fodboldklubben økonomisk.

Klubben satser på at hente minimum 50 millioner kroner ind via emissionen, og ender det med sportslig nedtur og nedrykning fra Superligaen, så skal der ifølge Håkansson minimum 75 millioner kroner ind via emissionen.

Brøndby meddelte i årsregnskabet, at der herudover skal tilføres yderligere kapital ved emissionen, hvis klubben skal betale flere penge i den såkaldte feriepengesag, hvor tre spillere indtil videre har fået fire millioner kroner udbetalt af Brøndby.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.