Brøndbys favoritter cruiser i pokalkvartfinalen

Debutanten Morten Frendrup scorede sit første mål for Brøndby, som sendte Marienlyst ud af pokalturneringen.

Ritzau
Besar Halimi indledte scoringen for Brøndby i pokalkampen mod Marienlyst efter blot ti minutter.
Fodbold 22. november 2018 20:54

KØBENHAVN: Brøndby gjorde som krævet og forventet og spillede sig torsdag i kvartfinalen i pokalturneringen.

I opgøret i ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen vandt Brøndby på udebane 4-1 over Marienlyst fra bunden af 2. division i et opgør, hvor Brøndby sparede flere profiler.

Kampen blev spillet i Odense på OB's hjemmebane, og her gik det stærkt for gæsterne i kampens indledning.

Besar Halimi flugtede bolden i mål til 1-0 efter ti minutter, og hjemmeholdet var helt på hælene i det højere tempo, end Marienlyst er vant til.

To minutter senere øgede Nikolai Laursen til 2-0, inden debutanten Morten Frendrup i det 18. minut kom til fadet og scorede sit første mål for Brøndbys bedste seniorhold.

Det skete, da den blot 17-årige Frendrup i feltet sparkede bolden i mål til 3-0.

Marienlyst ligger sidst i gruppe 2 i 2. division, og klubben har blot skrabet fire point sammen i 16 kampe i sæsonen.

Selv om Brøndby gav flere unge spillere chancen og holdt rutinerede kræfter på bænken, så var der alligevel massiv forskel på de to mandskaber i kampens indledning.

Det kunne ligne en helt rundtosset første halvleg for det undertippede mandskab, men 20-årige Mads Jørgensen fik pludselig muligheden efter 36 minutter.

Han løb til bolden lige uden for feltet og sendte en flot og flad afslutning i mål til 1-3.

Derefter var der stilstand i scoringerne i kampen, men efter en time måtte Marienlyst indkassere igen, efter at hjemmeholdet ellers var kommet bedre med i opgøret.

Halimi sparkede frispark, og bolden blev rettet af i hjemmeholdets mur. Den endte hos Mikael Uhre, der hamrede Brøndby på 4-1.

Den sidste ottendedelsfinale i turneringen spilles 5. december, når FC Nordsjælland tager imod Vendsyssel FF.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...