Brøndbytræner: Vi vendte modgang til medgang

Nede med 0-2 viste Brøndby en god mentalitet og vendte en mulig nedtur til sejr, mener Auri Skarbalius.

Brøndbytræner: Vi vendte modgang til medgang

Der kom for alvor liv i nedrykningskampen, da Brøndby vendte et truende 0-2-nederlag til en 3-2-sejr hjemme over AGF.

Tre hold - heriblandt Brøndby - har nu 24 point i bunden af Superligaen inden de resterende otte spillerunder. De to øvrige bundhold er Silkeborg og Sønderjyske, hvoraf sidstnævnte har spillet en kamp færre.

Brøndby har med sejren over AGF fået tanket noget mentalt overskud før den sidste del af sæsonen, mener Brøndbys træner Auri Skarbalius.

- Vi kom tilbage og vendte modgang til medgang, og de erfaringer tager vi med videre. Vi blev ved med at tro på det, siger Auri Skarbalius.

- Og på intet tidspunkt troede jeg, at vi ville tabe kampen. Vi spillede en fin kamp, og vi havde en del chancer, men vi skal bare øve os lidt i det defensive, mener Auri Skarbalius.

I første halvleg var AGF bedst og kom foran 2-0 på to mål af Arthur Sorin. Brøndby-spillerne virkede opgivende og modløse.

- Hvis vi havde givet op i pausen, så havde vi været færdige. Men den mentale tilstand på holdet er til stede, og vi blev bekræftet i det, da tingene lykkedes, siger Auri Skarbalius.

Litaueren nægter at give op, og han tror på, at Brøndby klarer skærene.

- Jeg har sagt fra starten af, at vi har en stærk tro på, at vi overlever. Der er mange point at spille om. Det har været vigtigt, at vi ikke blev alt for skuffede, hvis vi stod skidt i tabellen her og nu.

- Vi har fokus på den enkelte kamp med en stærk tro på tingene, forklarer Brøndby-træneren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.