Overenskomster

Brønderslev-blokade måske på sidste vers

I tre måneder har 3F'ere forsøgt at bremse og afslutte arbejdet på Nørrehus. Men firmaet er ikke i tvivl om, at de kan gøre arbejdet færdigt inden 14 dage.

- Hva' vil vi ha'? - Overenskomst! De røde faner var fremme i Brønderslev tidligt onsdag morgen, hvor 3F'ere fra hele landet var kommet til Nørrehus, for at markere deres opbakning til den knap tre måneder lange blokade. Talerne var markante og gav hilsner til både bygherren og entreprenøren: - Til Dan Sandberg: Kom ud og få skrevet den overenskomst med 3F og smid Ole Thuesen ad h... til, sagde bygningsgruppeformand Peter Hougård fra Træ-Industri-Byg. Se billeder fra blokaden her3F giver ikke op Blokaden sker, fordi det danskejede firma AWD Spolka Zoo har polske arbejdere uden dansk overenskomst, og sagen er blevet principiel for 3F og Træ-Industri-Byg, som er i gang med at fusionere. En af de fremmødte 3F'ere kom helt fra København og synes sagen er vigtig for danske arbejdere i det hele taget. - Arbejdsgiverne kan begynde at spekulere i, om løndumping kan betale sig. Vi er klar til at gå hele vejen og sørge for, at de ikke får materialer derind, siger Frans Dam. Byggeleder: Vi bliver færdige Hos byggefirmaet AWD Spolka Zoo tager de dog blokaden med sindig ro. - Vi bliver færdige, og også inden for ca. 14 dage. Det er egentlig ikke et stort pres - vi får de materialer, vi skal have, siger byggeleder Kjartan Valnert fra AWD Spolka Zoo. Selv om 3F stadig holder fanen højt, medgiver John Andersen fra Træ-Industri-Byg, at sejren kan blive svær. - Hvis Ole Thuesen fortsætter og kan gennemføre hele byggeriet, så har vi tabt. Hvis han finder et andet sted at være, og der kommer andre ind, så har vi vundet. Men det kan blive svært. Nu har vi stået her i tre måneder, siger John Andersen, som er faglig sekretær for Træ-Industri-Byg i Aalborg.