EMNER

Brønderslev får blomstrende indfaldsveje

BRØNDERSLEV:Brønderslev skal blomstre mere end byen allerede gør. I går begyndte arbejdet med at plante rododendron ved vandtårnet, ligesom der overalt i byen blev opsat blomsterkummer. Der er ved vandtårnet etableret sphagnum-bede, og heri plantes rododendron. - Rododendron er valgt for at markere, at Brønderslev jo har sin Hedelund Rhododendronpark, bemærker driftschef Finn Bjerning fra Brønderslev Kommune. For 10 år siden blev rododendronparken med 10.000 planter indviet, og den trækker mange turister til. "Mini-parken kommer til at tælle små 200 planter. Sphagnummen bliver godt vandet igennem, så de ny planter få en god grobund. - Det er et godt supplement til vores rododendronpark, bemærker borgmester Jens Arne Hedegaard (V), der roser initiativet, der er taget. Der er mange, der passerer Brønderslev ved vandtårnet, og det gør jo ikke noget, at de får noget kønt at kigge på. Foreløbig er der opstillet 30 blomsterkummer, men det er planen, at der skal langt flere år. Det er et led i projektet Blomstrende Brønderslev, som turistgruppen under Brønderslev Erhvervs Udvikling har stillet forslag om.Det er tanken på længere sigt at stille langt flere kummer op. Målet er også, at kommunen skal være selvforsynende med blomster, men det kræver etablering af et væksthus. - Vi planter nu stedmoderblomster, og de erstattes senere af sommerblomster, fortæller Finn Bjerning. Temaet skal være rødt-hvidt. Det er jo farver, som mange synes vældig godt om, siger han. Der har i flere år været arbejdet på at skabe kønnere indfaldsvejen, og det er det, der nu gøres noget ved.