Brønderslev må bøde for parkering

Kunder i Dronninglund og Hjallerup undgår også efter nytår parkeringsvagter

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Politikerne i teknik- og miljøudvalget vil ikke have ens parkeringskontrol i Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup. Mens rigtig mange bilister i Brønderslev by også fremover vil få et girokort fra Parkeringskontrol Nords vagter, bliver det ikke tilfældet for kunderne i Dronninglund Kommune. Et flertal i udvalget har nemlig besluttet, at vagterne kun skal kontrollere de områder, der hidtil har været kontrolleret - altså Brønderslev, Øster Brønderslev og Jerslev. Poul Pedersen stemte dog for, at parkeringskontrolordningen enten omfatter hele den nye kommune - eller at kontrolordningen droppes helt - også i Brønderslev. - Man har i Dronninglund ytret ønske om ikke at blive omfattet af parkeringskontrol. Det er min personlige opfattelse, at vi i løbet af de kommende år kommer til at drøfte emnet igen. Men når man laver parkeringskontrol har det været kutyme, at man drøfter det med de parter, der har interesser i midtbyen, siger Karsten Frederiksen, formand for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev-Dronninglund Kommune. Han mener således, at handelsstandsforeningen i Dronninglund og Hjallerup skal med på råd, inden der gennemføres parkeringskontrol i disse byer. - Handelsstandsforeningen har et ønske om en vis udskiftning på parkeringspladserne, så der bliver plads til nye kunder på korttidspladserne. Derfor har handelsstandsforeningen i Brønderslev for mange år siden haft indflydelse på, at der blev indført parkeringskontrol i midtbyen. Men der skal selvfølgelig være en balance mellem ønskerne fra handelsstandsforeningen og fra de mennesker, der bor i bymidten, tilføjer han. Cirka 800 bilister får årligt en parkeringsbøde - eller retter en parkeringsafgift - i Brønderslev, Jerslev og Ø. Brønderslev, mens der i Dronninglund kun er uddelt afgifter i forbindelse med Hjallerup Marked - og kun 60 af slagsen. Politikerne i teknik- og miljøudvalget blev stillet overfor valget helt at droppe kommunal parkeringskontrol, samarbejde med andre kommuner eller selv uddanne personale til opgaven. Teknisk direktør indstillede til udvalgspolitikerne, at den nye kommune samarbejder med Parkeringskontrol Nord om opgaven. Han indstillede samtidig, at parkeringskontrollen udvides til også at omfatte Dronninglund og Hjallerup.