Brønderslev Marked byder op til dans

Samba, salsa, linedance, squaredance og mavedans på programmet - men det er forbudt at danse regndans

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lille Polle har fundet sig en kæreste Poline - kæresteparret får et lift på H.C. Poulsens og Poul Erik Andreasen lirekasse.

BRØNDERSLEV:Folkene bag Store Brønderslev Marked byder i bogstaveligst forstand op til dans på dette års marked. Vild med dans bølgen har hærget landet længe, og den ide tager markedet nu op. Der venter blandt andet markedsgæsterne et forrygende sambashow med gruppen Poco Loco, der skal danses orientalsk mavedans, salsa, linedance, squaredance og folkedans. Og mon ikke der også skal danses igennem i det store øltelt på pladsen, hvor husorkesteret Hoop, The Spinning Wheels, Traffic og Kandis spiller op til dans. Og ganske vist er dette års markedstema dans - men en dans er forbudt: Regndans. Første markedsdag er fredag 1. september, og herfra går det trin for trin frem til mandag aften, hvor markedet takker af med et stort afdansningsbal med Kandis. Plus det traditionsrige festfyrværkeri. Opskriften på en god markedscocktail lyder fra Michael Wittrup på tradition og fornyelse. Og markedsfolkenes mål er at sprede underholdningen, så folk får en oplevelse, når de færdes på pladsen. Oplevelser spredes - Dans har stor underholdningsværdi. Og vi synes, det fylder godt på markedet. At brænde alle pengene af til ti minutters underholdning på scenen dur ikke. Endnu engang har målet været at få tingene til at ske flere steder, og det synes vi er lykkes, tilføjer Michael Wittrup. Han fremhæver Tamra Rosanes, der underholder på markedet søndag. - Hun har lige udgivet en ny cd, og vi arbejder på, at vores linedansere enten kan danse under eller lige efter, hun har optrådt. - Jeg synes, vi har gjort noget for at få nye ting med. Det handler om at tage de bedste ting fra tidligere år, og samtidig holde fast på det, folk forventer at finde på markedet. Gudrun må siges at tilhøre kategorien tradition. Og Michael Wittrup har svar på, hvorfor netop hun er med på programmet igen i år. - Hun er meget folkelig. Stjernerne fra “Stjerne for en aften” er meget folkelige - og her har vi også fået Jacob Andersen med i år. Michael Wittrup glæder sig over, at en masse lokale dansere tjener penge ved at optræde på markedet - nemlig squaredancerne, linedanserne, folkedanserne samt lokale orkestre. Overskud til foreninger Mange, mange frivillige bidrager med gratis arbejdskraft under markedsdagene - og tjener penge til deres foreninger. Således gav sidste års marked et samlet overskud på 900.000 kroner. Hertil kommer hestehandlere, kræmmere, og tivoli, der også tjener på markedet. Store Brønderslev marked har fået nyt brand eller slogan, og slår sig nu op på at være: Danmark hyggeligste marked. - Vi går ikke efter, at være det største. Men vi vil gerne være det hyggeligste og det bedste.

Forsiden